Salme 22
1 Til Sangmesteren. Efter »Morgenrødens Hind«. En Salme af David.
Ya Mukulu wa Bayimbi. Zabbuli ya Dawudi. Katonda wange, Katonda wange, lwaki onjabulidde? Lwaki ogaana okunnyamba wadde okuwuliriza okwaziirana kwange?
2 Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.
Ayi Katonda wange, emisana nkukoowoola, naye tonnyanukula; n’ekiro bwe ntyo, naye siweerako.
3 Min Gud, jeg raaber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.
Songa ggwe Mutukuvu atudde ku Ntebe, era ettendo lya Isirayiri yonna.
4 Og dog er du den hellige, som troner paa Israels Lovsange.
Bajjajjaffe baakwesiganga; baakwesiga naawe n’obawonya.
5 Paa dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;
Baakukoowoolanga n’obalokola; era baakwesiganga ne batajulirira.
6 de raabte til dig og frelstes, forlod sig paa dig og blev ikke til Skamme.
Naye nze ndi lusiriŋŋanyi, siri muntu; abantu bampisaamu amaaso, n’abalala bannyooma.
7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;
Bonna abandaba banduulira, era banvuma nga bwe banyeenyeza omutwe nga bagamba nti,
8 alle, der ser mig, haaner mig, vrænger Mund og ryster paa Hovedet:
“Yeesiga Mukama; kale amuwonye. Obanga Mukama amwagala, kale nno amulokole!”
9 »Han har væltet sin Sag paa HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham.«
Naye ggwe wanziggya mu lubuto lwa mmange, era wampa okukwesiga ne mu buto bwange bwonna nga nkyayonka.
10 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;
Olwazaalibwa ne nteekebwa mu mikono gyo; olwava mu lubuto lwa mmange n’obeera Katonda wange.
11 paa dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.
Tobeera wala nange, kubanga emitawaana ginsemberedde, ate nga tewali mulala n’omu asobola kunnyamba.
12 Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!
Zisseddume nnyingi zinneetoolodde, zisseddume enkambwe ez’e Basani zinzingizizza.
13 Stærke Tyre staar omkring mig, Basans vældige omringer mig,
Banjasamiza akamwa kaabwe ng’empologoma bw’ewuluguma ng’etaagulataagula omuyiggo gwayo.
14 spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.
Ngiyiddwa ng’amazzi, n’amagumba gange gasowose mu nnyingo zaago. Omutima gwange guli ng’obubaane, era gusaanuukidde mu mubiri gwange.
15 Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet paa mig;
Amaanyi gampweddemu, gakaze ng’oluggyo; n’olulimi lwange lukutte waggulu mu kibuno kyange. Ondese awo mu nfuufu ng’omufu.
16 min Gane er tør som et Potteskaar, til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.
Abantu ababi banneetoolodde; banneebunguludde ng’embwa ennyingi; banfumise ne bawummula ebibatu byange n’ebigere byange.
17 Thi Hunde staar omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,
Amagumba gansowose nnyinza n’okugabala. Abalabe bange bantunuulira nga bannyoomoola.
18 jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de paa mig.
Bagabana engoye zange; era ekyambalo kyange bakikubira akalulu.
19 Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.
Naye ggwe, Ayi Mukama, tobeera wala nange. Ggwe, Amaanyi gange, yanguwa okunnyamba!
20 Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!
Omponye okuttibwa n’ekitala; obulamu bwange obw’omuwendo butaase mu maanyi g’embwa!
21 Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!
Nzigya mu kamwa k’empologoma, omponye amayembe g’embogo enkambwe.
22 Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.
Nnaategezanga ku linnya lyo mu booluganda; nnaakutenderezanga mu kibiina ky’abantu.
23 Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:
Mmwe abatya Mukama, mumutenderezenga. Abaana ba Yakobo mwenna mumugulumizenga; era mumussengamu ekitiibwa nga mumutya, mmwe abaana ba Isirayiri mwenna.
24 »I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!
Kubanga tanyooma kwaziirana kw’abo abali mu nnaku, era tabeekweka, wabula abaanukula bwe bamukoowoola.
25 Thi han foragtede ikke, forsmaaede ikke den armes Raab, skjulte ikke sit Aasyn for ham, men hørte, da han raabte til ham!«
Mu ggwe mwe muva ettendo lyange mu kibiina ekinene, ne nkutendereza olw’ebyo by’onkoledde. Obweyamo bwange nnaabutuukirizanga mu maaso gaabo abakutya.
26 Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;
Abaavu banaalyanga ne bakkuta, abo abanoonya Mukama banaamutenderezanga. Emitima gyabwe ginaajaguzanga emirembe gyonna.
27 de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!
Ensi zonna zirijjukira ne zikyukira Mukama, ebika byonna eby’amawanga gonna birimuvuunamira.
28 Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Aasyn;
Kubanga obwakabaka bwonna bwa Mukama, era y’afuga amawanga gonna.
29 thi HERRENS er Riget, han er Folkenes Hersker.
Abagagga bonna ab’omu nsi balirya embaga, ne bamusinza. Bonna abagenda mu nfuufu, balimufukaamirira, abatakyali balamu.
30 De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Aasyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.
Ezadde lyabwe lirimuweereza; abaliddawo balibuulirwa ekigambo kya Mukama.
31 Ham skal Efterkommerne tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer; de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.
N’abo abatannazaalibwa balibuulirwa obutuukirivu bwe nti, “Ekyo yakikoze.”
