Salme 22

1 Til Sangmesteren. Efter »Morgenrødens Hind«. En Salme af David.

Til Sangmesteren; til „Morgenrødens Hind‟; en Psalme af David.

2 Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.

Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig, du er fjern fra min Frelse, fra mit Klageskrig.

3 Min Gud, jeg raaber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.

Min Gud! jeg raaber om Dagen, og du svarer ikke; og om Natten, og jeg kan ikke være stille.

4 Og dog er du den hellige, som troner paa Israels Lovsange.

Men du er hellig, du, som bor iblandt Israels Lovsange!

5 Paa dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;

Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig paa dig, og du friede dem.

6 de raabte til dig og frelstes, forlod sig paa dig og blev ikke til Skamme.

Til dig raabte de og frelstes; de forlode sig paa dig, og bleve ikke beskæmmede.

7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;

Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragt.

8 alle, der ser mig, haaner mig, vrænger Mund og ryster paa Hovedet:

Alle de, som se mig, spotte mig; de vrænge Mund, de ryste med Hovedet:

9 »Han har væltet sin Sag paa HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham.«

„Vælt det paa Herren, han befri ham; han redde ham, efterdi han har Lyst til ham‟!

10 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;

Du er dog den, som drog mig af Moders Liv, du lod mig hvile trygt ved min Moders Bryster.

11 paa dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.

Paa dig er jeg kastet fra Moders Liv af; du er min Gud fra min Moders Skød.

12 Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!

Vær ikke langt fra mig, thi Angest er nær; thi der er ingen Hjælper.

13 Stærke Tyre staar omkring mig, Basans vældige omringer mig,

Mange Øksne have omgivet mig; Basans Tyre have omringet mig.

14 spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.

De oplode deres Gab imod mig som en Løve, der river og brøler.

15 Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet paa mig;

Jeg er udøst som Vand, og alle mine Ben adskille sig; mit Hjerte er som Voks, det smelter midt i mit Liv.

16 min Gane er tør som et Potteskaar, til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.

Min Kraft er tørret som et Potteskaar, min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig ned i Dødens Støv.

17 Thi Hunde staar omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,

Thi Hunde have omgivet mig; de ondes Hob har omringet mig; de have gennemboret mine Hænder og mine Fødder.

18 jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de paa mig.

Jeg kan tælle alle mine Ben; de se til, de se paa mig.

19 Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.

De dele mine Klæder imellem sig og kaste Lod om mit Klædebon.

20 Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!

Men du, Herre, vær ikke langt borte! min Styrke, skynd dig at hjælpe mig!

21 Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!

Red min Sjæl fra Sværdet, min eneste fra Hundes Vold!

22 Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.

Frels mig fra Løvens Gab og fra Enhjørningens Horn! Du har bønhørt mig.

23 Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:

Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i Forsamlingen vil jeg love dig.

24 »I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!

I, som frygte Herren, lover ham! al Jakobs Sæd, ærer ham! og bæver for ham, al Israels Sæd!

25 Thi han foragtede ikke, forsmaaede ikke den armes Raab, skjulte ikke sit Aasyn for ham, men hørte, da han raabte til ham!«

Thi han har ikke foragtet og ej havt Vederstyggelighed for den elendiges Elendighed og ikke skjult sit Ansigt for ham; men der han raabte til ham, hørte han det.

26 Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;

Fra dig begynder min Lovsang i en stor Forsamling; jeg vil betale mine Løfter i Paasyn af dem, som frygte ham.

27 de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!

De sagtmodige skulle æde og mættes, Herren skal prises af dem, som søge ham; eders Hjerter leve altid!

28 Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Aasyn;

Alle Verdens Ender skulle komme det i Hu og omvende sig til Herren; og alle Hedningernes Slægter skulle tilbede for dit Ansigt.

29 thi HERRENS er Riget, han er Folkenes Hersker.

Thi Riget hører Herren til, og han hersker over Hedningerne.

30 De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Aasyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.

Alle mægtige paa Jorden skulle æde og tilbede; for ham skulle alle de bøje sig, som sank i Muld, og den, som ikke kunde holde sin Sjæl i Live.

31 Ham skal Efterkommerne tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer; de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.

Efterkommerne skulle tjene ham; der skal fortælles om Herren til Efterslægten. De skulle komme og forkynde hans Retfærdighed for det Folk, som bliver født; thi han har gjort det.