Salme 22

1 Til Sangmesteren. Efter »Morgenrødens Hind«. En Salme af David.

Kathutkung: Devit Ka Cathut, ka Cathut, bangkongmaw na cei takhai. Bangkongmaw ka kâhramnae lawk thai laipalah, na kabawp hoeh nahanlah ahlanae koe na o.

2 Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.

Oe Cathut, khodai lah kâhram ei, nang ni na thai pouh hoeh. Karum lahai duem ka onae awm hoeh.

3 Min Gud, jeg raaber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.

Hatei, nang teh, na thoung. Isarelnaw ni pholen e lah na o.

4 Og dog er du den hellige, som troner paa Israels Lovsange.

Ka mintoenaw ni na kâuep teh, na rungngang.

5 Paa dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;

Na kaw awh teh, na rungngang. Na kâuep awh teh, yeiraipo boi awh hoeh.

6 de raabte til dig og frelstes, forlod sig paa dig og blev ikke til Skamme.

Hatei, kai teh tangraet lah doeh ka o. Ayâ ni pathoe e hoi pacekpahlek e lah ka o.

7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;

Na ka hmawt e pueng ni na panuikhai, a pahni na ke sin awh. A lû na saling sin awh.

8 alle, der ser mig, haaner mig, vrænger Mund og ryster paa Hovedet:

BAWIPA a kâuep nahoehmaw, ama ni rungngang na haw seh. Ahni dawk a ngainae awm pawiteh, atu roeroe rungngang na haw seh, telah ati awh.

9 »Han har væltet sin Sag paa HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham.«

Hatei, nang teh anu von thung hoi na karasatkung doeh. Sanu ka nei lahun nah puennae na takhoe pouh.

10 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;

Pek khe hoi nang dawk hruek e lah ka o. Anu von thung hoi patenghai, nang teh ka Cathut lah yo la na o toe.

11 paa dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.

Kai koehoi ahlanae koe awm hanh. Bangkongtetpawiteh, runae a hnai teh kabawmkung awm hoeh.

12 Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!

Maitotan moikapap ni na kalup. Bashan ram e athakaawme maitotannaw ni na kalup.

13 Stærke Tyre staar omkring mig, Basans vældige omringer mig,

A pahni na ang sin awh teh, sendek patetlah a cairing awh.

14 spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.

Tui patetlah rabawk lah ka o teh, ka hruhrawng pueng teh koung a kâla. Ka lungthin teh khoilai patetlah ka thung vah, a kamyawt toe.

15 Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet paa mig;

Ka tharui teh ampaikei patetlah a ke teh, ka lai hai ka dangka dawk a kâbet teh, duenae vaiphu dawk na ceikhai.

16 min Gane er tør som et Potteskaar, til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.

Bangkongtetpawiteh, uinaw ni na kalup awh. Tamikathoutnaw ni na kalup awh. Ka kut hoi ka khok pawkkayawng lah a thut awh.

17 Thi Hunde staar omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,

Ka hru pueng koung ka touk thai. Pout laipalah na khet awh teh, a lungkhuekti awh.

18 jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de paa mig.

Ka khohna a kârei awh teh, ka angki hah cungpam a rayu awh.

19 Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.

Oe BAWIPA na hlat takhai hanh. Oe ka thaonae karanglah na kabawm haw.

20 Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!

Senehmaica hoi na rungngang haw, ka hringnae ka sungren e heh uinaw thaonae koehoi na rungngang haw.

21 Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!

Sendek kâko dawk hoi na rungngang nateh, savi ki dawk hoi na rungngang haw. Na pato leih.

22 Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.

Ka hmaunawnghanaw koe na min ka pâpho vaiteh, kamkhuengnaw koe na pholen han.

23 Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:

Nangmouh BAWIPA kataketnaw, ama teh pholen awh. Jakop catounnaw pueng ama teh tawmrasang awh nateh, Isarel catounnaw pueng ama teh taket awh.

24 »I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!

Bangkongtetpawiteh, runae ka khang e runae hah, dudam hoeh niteh, ahni koehoi a minhmai hai hrawk hoeh. Hatei, ahni koe a hram toteh a thai.

25 Thi han foragtede ikke, forsmaaede ikke den armes Raab, skjulte ikke sit Aasyn for ham, men hørte, da han raabte til ham!«

Kalen e kamkhuengnae koe ka pholen e teh nang han doeh. Ama kataketnaw hmalah ka lawkkam hah ka kuep sak han.

26 Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;

Tami ka roedeng ni cat vaiteh a von a paha han. Ama katawngnaw ni BAWIPA teh a pholen han. Na lungthin hah pou kâhlaw seh.

27 de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!

Talai poutnae pueng ni a pâkuem awh teh, BAWIPA koe a kamlang awh vaiteh, miphun pueng ni na bawk awh han.

28 Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Aasyn;

Bangkongtetpawiteh, uknaeram teh BAWIPA e doeh. Miphunnaw hah a uk.

29 thi HERRENS er Riget, han er Folkenes Hersker.

Talaivan katawntanaw pueng ni cat awh vaiteh a bawk awh han. Ma e hringnae ring thai awh hoeh. Vaiphu lah ka ban e pueng a hmalah a tabo awh han.

30 De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Aasyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.

Ahnimae catounnaw ni hai a bawk awh vaiteh, catounnaw ni hai BAWIPA e kamthang hah a dei awh han.

31 Ham skal Efterkommerne tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer; de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.

A lannae, pâpho hanelah a tho awh vaiteh, khe lah kaawm hane naw koe BAWIPA ni hetheh a sak telah a pâpho awh han.