Salme 22
1 Til Sangmesteren. Efter »Morgenrødens Hind«. En Salme af David.
Ka Pathen, ka Pathen idia neidalhah hitam? Panpi ngai a kamao teng idia gamlha tah a um ji nahim?
2 Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.
Niseh in nangma kakoujie, ka Pathen, hinlah nangin nei donbut poi. Janseh jongleh kakou ogin naja jin, hinlah lungmon na kanei jipoi.
3 Min Gud, jeg raaber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.
Israel’in athangvah jing laltouna-a tou nangmahi Atheng nahi.
4 Og dog er du den hellige, som troner paa Israels Lovsange.
Kapu kapa teovin nangma natahsan un, nangman amaho nahuh hing tai.
5 Paa dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;
Naheng a akap un hihhing in ahumtaove. Amahon nangma natahsan un nang man amaho nasujum poi.
6 de raabte til dig og frelstes, forlod sig paa dig og blev ikke til Skamme.
Hinlah keima hi mihem a dia lhing joulou lungtol bang bep kahi. Mijouse dia thet umle musit um chu kahitai!
7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;
Eimu jousen eihouseovin, aleiju adosah un, alu apeijun asei uve,
8 alle, der ser mig, haaner mig, vrænger Mund og ryster paa Hovedet:
“Ama pa hi Pathena ki ngai pachu hilou ham? Achuti le aPathen chu kihuhdoh sah hen! Pakaiyin amahi angailut a ahileh apakai in huh doh hen!”
9 »Han har væltet sin Sag paa HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham.«
Nangin kanu naobusunga konin neina hoidamin nei pui galkai in, kanu a-anglum laiya patna nangma tahsanje neina hil ahitai.
10 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;
Kahung pen a patna nangma ban thahatna'a eikipelut a ahitai. Kahung penlhah a patna kapathen chu nangma nahi jing e.
11 paa dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.
Keija kon in gamla loujen in ajeh chu boina ahungnai in, koima dang eikithopi thei aumpoi.
12 Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!
Bongchal ho’n aum kimvel bangin kagal miten eihin umkimvel taovin, Bashan bongchal khohlah hon eium kimvel taove!
13 Stærke Tyre staar omkring mig, Basans vældige omringer mig,
Hang tah le kisong tah Keipi bahkai in aneh ding aboltel bangin keima val lhum dingin akamkau ve.
14 spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.
Kahinkho hi twi banga kisunglha ahitai, kagu kachang hojong akilhep gamtan, kalungchang jong khoilu bangin ajunlha gamtai.
15 Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet paa mig;
Nisan asah gep leilhang bangin katha akanghel jengtai. Kaleijong kadang chungah akikamat tai. Nangin vutvai lah a neijam in athidin neida lhatan ahi.
16 min Gane er tør som et Potteskaar, til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.
Kagalmiten uicha hon bangin eium kimvel taovin. Migilou honkhat in eium kimvel taovin ahi.
17 Thi Hunde staar omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,
Kagu kachang hojong simthei ahisoh tan. Kagal miten eiveovin eivesaltaeh jengun ahi.
18 jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de paa mig.
Kavon hojong vang asan un akihom gamtaovin ahi.
19 Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.
O Pakai keija konin umgamla hih behin! Nangma kathahatna nahi neihung kithopi loijin.
20 Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!
Nachemjam chun neihuhdoh in, kahinkho manlutah hi hiche uicha hoa kon in neihuhdoh peh in.
21 Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!
Keipi bahkai kam a kon in neiloidoh peh in langhiche gambongchal hang kiteni ki a kon in neihuhdoh in.
22 Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.
Kasopi pasal holeh numeiho kom a naminhi phongjal lenh katin, Houbung kikhom holah a nangma kathangvah ding ahi.
23 Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:
Ama gingho jousen Pakai chu thangvah hen! Jacob chilhahte jousen amachu ging uvin! Israel chate jousen amachu jana peohen!
24 »I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!
Ajeh chu aman migentheite thohgimna jouse chu anungsun pon, panpi ngaichatna a taona neiho angaipeh in ahi.
25 Thi han foragtede ikke, forsmaaede ikke den armes Raab, skjulte ikke sit Aasyn for ham, men hørte, da han raabte til ham!«
Keiman Houbung kikhopna lah a nangma kathang vahding ahi. Nangma chibai boh ho angsunga kakitepna kasuh bulhit ding ahi.
26 Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;
Mivaichaten neovintin vasetdiu ahi. Pakai holte jousen amachu athangvah diu ahi. Alung thim u tonsotna kipah jingding ahiuve.
27 de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!
Vannoi leiset miten Pakai chu ahin hetdoh diu chuleh akom a hung kilediu ahi. Chutengleh namtin vaipi insung jousen a anga hungkun cheh diu ahi.
28 Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Aasyn;
Ajeh chu leng thaneina chu Pakai ama a bou ahi. Aman namtin vaipi chunga vai ahom ahi.
29 thi HERRENS er Riget, han er Folkenes Hersker.
Leiset chunga mihaohon ankong sem untin chibai aboh diu ahi. Ahinkho kichai a leivui sohding athithei mihem jouse a anga kun cheh hen.
30 De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Aasyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.
Ichate jouseuvin jong Ama kin ahinbol diu ahi. Ahung lhungding khang miten jong Pakai kidanje chu ahin jahpeh diu ahi.
31 Ham skal Efterkommerne tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer; de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.
Tua penglou laiho komma jong thudih'a anatoh naho jouse hung kiseipeh ding ahi. Amahon athilbol antoh naho jouse ahin jahdiu ahi.
