Salme 17

1 En Bøn af David. HERRE, hør en retfærdig Sag, lyt til min Klage, laan Øre til Bøn fra svigløse Læber!

Molitev Davidova: Čuj, Gospod, pravico, poslušaj vpitje moje; uho nagni molitvi moji brez ustnic zvijačnih.

2 Fra dig skal min Ret udgaa, thi hvad ret er, ser dine Øjne.

Od obličja tvojega izidi pravica moja; oči tvoje naj gledajo, kar je pravično.

3 Prøv mit Hjerte, se efter om Natten, ransag mig, du finder ej Svig hos mig.

Ko bodeš preiskal srce moje, obiskal ponoči, preskušal me, ne najdeš; kar mislim, ne prestopi mojih ust.

4 Ej synded min Mund, hvad end Mennesker gjorde; ved dine Læbers Ord vogted jeg mig for Voldsmænds Veje;

Pri delih človeških, po besedi ustnic tvojih opazujem steze silovitega.

5 mine Skridt har holdt dine Spor, jeg vaklede ej paa min Gang.

Ohrani korake moje na stezah svojih, da ne zaidejo moje noge.

6 Jeg raaber til dig, thi du svarer mig, Gud, bøj Øret til mig, hør paa mit Ord!

Jaz te kličem, ker me slišiš, Bog mogočni; nagni k meni uho svoje, poslušaj govor moj.

7 Vis dig underfuldt naadig, du Frelser for dem, der tyr til din højre for Fjender!

Odloči milosti svoje, o ti, ki otimaš preganjalcev pribegajoče na desnico tvojo.

8 Vogt mig som Øjestenen, skjul mig i dine Vingers Skygge

Hrani me kakor zenico v očesu; sè senco peroti svojih skrivaj me:

9 for gudløse, der øver Vold imod mig, glubske Fjender, som omringer mig;

Zaradi krivičnih, ki me napadajo, sovražnikov mojih glavnih, ki me obdajajo.

10 de har lukket deres Hjerte med Fedt, deres Mund fører Hovmodstale.

Mast svojo masté, z usti svojimi govoré prevzetno:

11 De omringer os, overalt hvor vi gaar, de sigter paa at slaa os til Jorden.

Hojo našo zdaj obdajajo nam; oči svoje obračajo vpirajoč v tla.

12 De er som den rovgridske Løve, den unge Løve, der ligger paa Lur.

Podoba je vsakega kakor leva želečega zgrabiti, in kakor mladega leva čepečega v zakotji.

13 Rejs dig, HERRE, træd ham i Møde, kast ham til Jorden, fri med dit Sværd min Sjæl fra den gudløses Vold,

Vstani, Gospod, prehítí obličje njegovo; trešči ga, izpuli dušo mojo z mečem svojim krivičnemu.

14 fra Mændene, HERRE, med din Haand, fra dødelige Mænd — lad dem faa deres Del i levende Live! Fyld deres Bug med dit Forraad af Vrede, lad Børnene mættes dermed og efterlade deres Børn, hvad de levner!

Ljudém izpuli v roko svojo, Gospod, ljudém od svetá, katerih delež je v tem življenji, katerim trebuh polniš sè skrivnim zakladom svojim; sitijo se sinovi in preobilost svojo zapuščajo otrokom svojim.

15 Men jeg skal i Retfærd skue dit Aasyn, mættes ved din Skikkelse, naar jeg vaagner.

Jaz bodem v pravičnosti videl obličje tvoje, sitil se bodem, ko se zbudim, s podobo tvojo.