Salme 17
1 En Bøn af David. HERRE, hør en retfærdig Sag, lyt til min Klage, laan Øre til Bøn fra svigløse Læber!
The preier of Dauid. Lord, here thou my riytfulnesse; biholde thou my preier. Perseuye thou with eeris my preier; not maad in gileful lippis.
2 Fra dig skal min Ret udgaa, thi hvad ret er, ser dine Øjne.
Mi doom come `forth of thi cheer; thin iyen se equite.
3 Prøv mit Hjerte, se efter om Natten, ransag mig, du finder ej Svig hos mig.
Thou hast preued myn herte, and hast visitid in niyt; thou hast examynyd me bi fier, and wickidnesse is not foundun in me.
4 Ej synded min Mund, hvad end Mennesker gjorde; ved dine Læbers Ord vogted jeg mig for Voldsmænds Veje;
That my mouth speke not the werkis of men; for the wordis of thi lippis Y haue kept harde weies.
5 mine Skridt har holdt dine Spor, jeg vaklede ej paa min Gang.
Make thou perfit my goyngis in thi pathis; that my steppis be not moued.
6 Jeg raaber til dig, thi du svarer mig, Gud, bøj Øret til mig, hør paa mit Ord!
I criede, for thou, God, herdist me; bowe doun thin eere to me, and here thou my wordis.
7 Vis dig underfuldt naadig, du Frelser for dem, der tyr til din højre for Fjender!
Make wondurful thi mercies; that makist saaf `men hopynge in thee.
8 Vogt mig som Øjestenen, skjul mig i dine Vingers Skygge
Kepe thou me as the appil of the iye; fro `men ayenstondynge thi riyt hond. Keuere thou me vndur the schadewe of thi wyngis;
9 for gudløse, der øver Vold imod mig, glubske Fjender, som omringer mig;
fro the face of vnpitouse men, that han turmentid me. Myn enemyes han cumpassid my soule;
10 de har lukket deres Hjerte med Fedt, deres Mund fører Hovmodstale.
thei han closide togidere her fatnesse; the mouth of hem spak pride.
11 De omringer os, overalt hvor vi gaar, de sigter paa at slaa os til Jorden.
Thei castiden me forth, and han cumpassid me now; thei ordeyneden to bowe doun her iyen in to erthe.
12 De er som den rovgridske Løve, den unge Løve, der ligger paa Lur.
Thei, as a lioun maad redi to prey, han take me; and as the whelp of a lioun dwellynge in hid places.
13 Rejs dig, HERRE, træd ham i Møde, kast ham til Jorden, fri med dit Sværd min Sjæl fra den gudløses Vold,
Lord, rise thou vp, bifor come thou hym, and disseyue thou hym; delyuere thou my lijf fro the `vnpitouse,
14 fra Mændene, HERRE, med din Haand, fra dødelige Mænd — lad dem faa deres Del i levende Live! Fyld deres Bug med dit Forraad af Vrede, lad Børnene mættes dermed og efterlade deres Børn, hvad de levner!
delyuere thou thi swerd fro the enemyes of thin hond. Lord, departe thou hem fro a fewe men of `the lond in the lijf of hem; her wombe is fillid of thin hid thingis. Thei ben fillid with sones; and thei leften her relifis to her litle children.
15 Men jeg skal i Retfærd skue dit Aasyn, mættes ved din Skikkelse, naar jeg vaagner.
But Y in riytfulnesse schal appere to thi siyt; Y schal be fillid, whanne thi glorie schal appere.
