Salme 147
1 Halleluja! Ja, det er godt at lovsynge vor Gud, ja, det er lifligt, Lovsang sømmer sig.
Alleluia. Laudate Dominum quoniam bonus est psalmus: Deo nostro sit iucunda, decoraque laudatio.
2 HERREN bygger Jerusalem, han samler de spredte af Israel,
Aedificans Ierusalem Dominus: dispersiones Israelis congregabit.
3 han læger dem, hvis Hjerte er sønderknust, og forbinder deres Saar;
Qui sanat contritos corde: et alligat contritiones eorum.
4 han fastsætter Stjernernes Tal og giver dem alle Navn.
Qui numerat multitudinem stellarum: et omnibus eis nomina vocat.
5 Vor Herre er stor og vældig, hans Indsigt er uden Maal;
Magnus Dominus noster, et magna virtus eius: et sapientiae eius non est numerus.
6 HERREN holder de ydmyge oppe, til Jorden bøjer han gudløse.
Suscipiens mansuetos Dominus: humilians autem peccatores usque ad terram.
7 Syng for HERREN med Tak, leg for vor Gud paa Citer!
Praecinite Domino in confessione: psallite Deo nostro in cithara.
8 Han dækker Himlen med Skyer, sørger for Regn til Jorden, lader Græs spire frem paa Bjergene og Urter til Menneskers Brug;
Qui operit caelum nubibus: et parat terrae pluviam. Qui producit in montibus foenum: et herbam servituti hominum.
9 Føde giver han Kvæget og Ravneunger, som skriger;
Qui dat iumentis escam ipsorum: et pullis corvorum invocantibus eum.
10 hans Hu staar ikke til stærke Heste, han har ikke Behag i rapfodet Mand;
Non in fortitudine equi voluntatem habebit: nec in tibiis viri beneplacitum erit ei.
11 HERREN har Behag i dem, der frygter ham, dem, der bier paa hans Miskundhed.
Beneplacitum est Domino super timentes eum: et in eis, qui sperant super misericordia eius.
12 Lovpris HERREN, Jerusalem, pris, o Zion, din Gud!
Alleluia. Lauda Ierusalem Dominum: lauda Deum tuum Sion.
13 Thi han gør dine Portstænger stærke, velsigner dine Børn i din Midte;
Quoniam confortavit seras portarum tuarum: benedixit filiis tuis in te.
14 dine Landemærker giver han Fred, mætter dig med Hvedens Fedme;
Qui posuit fines tuos pacem: et adipe frumenti satiat te.
15 han sender sit Bud til Jorden, hastigt løber hans Ord,
Qui emittit eloquium suum terrae: velociter currit sermo eius.
16 han lader Sne falde ned som Uld, som Aske spreder han Rim,
Qui dat nivem sicut lanam: nebulam sicut cinerem spargit,
17 som Brødsmuler sender han Hagl, Vandene stivner af Kulde fra ham;
Mittit crystallum suam sicut buccellas: ante faciem frigoris eius quis sustinebit?
18 han sender sit Ord og smelter dem, de strømmer, naar han rejser sit Vejr.
Emittet verbum suum, et liquefaciet ea: flabit spiritus eius, et fluent aquae.
19 Han kundgør sit Ord for Jakob, sine Vedtægter og Lovbud for Israel.
Qui annunciat verbum suum Iacob: iustitias, et iudicia sua Israel.
20 Saa gjorde han ikke mod andre Folk, dem kundgør han ingen Lovbud. Halleluja!
Non fecit taliter omni nationi: et iudicia sua non manifestavit eis. Alleluia.
