< Salme 145 >
1 En Lovsang af David. Jeg vil ophøje dig, min Gud, min Konge, evigt og alt love dit Navn.
Jeg vil ophøje dig, min Gud, du som er Kongen! og love dit Navn evindelig og altid.
2 Jeg vil love dig Dag efter Dag, evigt og altid prise dit Navn.
Hver Dag vil jeg love dig og prise dit Navn evindelig og altid.
3 Stor og højlovet er HERREN, hans Storhed kan ikke ransages.
Herren er stor og saare priselig, og hans Magt er uransagelig.
4 Slægt efter Slægt lovpriser dine Værker, forkynder dine vældige Gerninger.
En Slægt skal berømme for den anden dine Gerninger, og de skulle forkynde din Vælde.
5 De taler om din Højheds herlige Glans, jeg vil synge om dine Undere;
Jeg vil betænke din Majestæts herlige Ære og dine underfalde Gerninger.
6 de taler om dine ræddelige Gerningers Vælde, om din Storhed vil jeg vidne;
Og der skal tales om dine forfærdelige Gerningers Vælde, og jeg vil fortælle om din Magt.
7 de udbreder din rige Miskundheds Ry og synger med Fryd om din Retfærd.
De skulle udbrede din store Godheds Ihukommelse og synge med Fryd om din Retfærdighed.
8 Naadig og barmhjertig er HERREN, langmodig og rig paa Miskundhed.
Herren er naadig og barmhjertig, langmodig og af stor Miskundhed.
9 God er HERREN mod alle, hans Barmhjertighed er over alle hans Værker.
Herren er god imod alle, og hans Barmhjertighed er over alle hans Gerninger.
10 Dine Værker takker dig alle, HERRE, og dine fromme lover dig.
Dig, Herre! skulle alle dine Gerninger prise og dine hellige love dig.
11 De forkynder dit Riges Ære og taler om din Vælde
De skulle forkynde dit Riges Ære, tale om din Vælde,
12 for at kundgøre Menneskenes Børn din Vælde, dit Riges straalende Herlighed.
for at kundgøre for Menneskens Børn hans Vælde og hans Riges herlige Ære.
13 Dit Rige staar i al Evighed, dit Herredømme varer fra Slægt til Slægt. (Trofast er HERREN i alle sine Ord og miskundelig i alle sine Gerninger).
Dit Rige er et Rige i al Evighed, og dit Herredømme varer fra Slægt til Slægt.
14 HERREN støtter alle, der falder, og rejser alle bøjede.
Herren opholder alle dem, som falde, og oprejser alle de nedbøjede.
15 Alles Øjne bier paa dig, du giver dem Føden i rette Tid;
Alles Øjne vogte paa dig, og du giver dem deres Spise i sin Tid.
16 du aabner din Haand og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker.
Du oplader din Haand og mætter alt det, som lever, med Velbehagelighed.
17 Retfærdig er HERREN paa alle sine Veje, miskundelig i alle sine Gerninger.
Herren er retfærdig i alle sine Veje og miskundelig i alle sine Gerninger.
18 Nær er HERREN hos alle, som kalder, hos alle, som kalder paa ham i Sandhed.
Herren er nær hos alle, som kalde paa ham, hos alle, som kalde paa ham i Sandhed.
19 Han gør, hvad de, der frygter ham, ønsker, hører deres Raab og frelser dem,
Han gør efter deres Velbehagelighed, som ham frygte, og han hører deres Skrig og frelser dem.
20 HERREN vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter han ud.
Herren bevarer alle dem, som elske ham, men han ødelægger alle de ugudelige.
21 Min Mund skal udsige HERRENS Pris, alt Kød skal love hans hellige Navn evigt og altid.
Min Mund skal udtale Herrens Lov, og alt Kød skal love hans hellige Navn evindelig og altid.