Salme 144
1 Af David. Lovet være HERREN, min Klippe, som oplærer mine hænder til Strid, mine Fingre til Krig,
Qaal tuknaak aham ka kut qawi cawngpyi nawh qaal kahnaak aham ka kut dawnkhqi ak cawngpyi Bawipa ka lungnu venawh kyihcahnaak awm seh.
2 min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit Skjold og den, jeg lider paa, som underlægger mig Folkeslag!
Anih taw ka lungnaak Khawsa ingkaw ka vawngcak, ka qaltoeng vawng khoeng ingkaw anik hulkung, kang thuknaak phuhqa, ka hui awh thlangkhqi ak kun sak kung na awm hy.
3 HERRE, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter paa ham?
Aw Bawipa, thlanghqing ve ikawmyihna nu tinawh nang ngainaak khak, thlanghqing capa awm nak poek loet?
4 Mennesket er som et Aandepust, dets Dage som svindende Skygge.
Thlanghqing taw hqi amyihna ni a awm; a hqing khui khawnghi awm myihlip ak khum bang amyihna ni a awm.
5 HERRE, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, saa at de ryger;
Aw Bawipa, nak khankhqi ce nung ngam sak nawh nu law lah, tlangkhqi ce a khunaak aham bi lah.
6 slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag dem Rædsel;
Khawpha tyi nawhtaw qaalkhqi ce kqeng a zang na ta kang lah; na la ce kap nawhtaw dawng lam hang sak lah.
7 udræk din Haand fra det høje, fri og frels mig fra store Vande,
Hun sang nakawng na kut ce nuk thla law nawh; ni hul nawh tuih tha ak awm ing, thlakchangkhqi kut khui awhkawng ni hul cang lah,
8 fra fremmedes Haand, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehaand.
cekkhqi am kha taw qaai kqawn thai unawh, amik tang ben kutkhqi awm qaai ak kqawn kut na awm uhy.
9 Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig paa tistrenget Harpe,
Aw Khawsa, nang a venawh lak thai sa vang nyng; a qui pahqa ak law tingtoeng ing nang a venawh tumding tum kawng nyng,
10 du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener.
sangpahrangkhqi venawh noengnaak ak pekung, thihnaak kawi zawzi awhkawng a tyihzawih David ak loet sakkung a venawh ce.
11 Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Haand, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehaand.
Qaai ing ak be khakhqi ingkaw qaai kqawn ak nget tang ben kut ak ta qap chang thlangkhqi kut khuiawh kawng ni hul nawhtaw ni thaawng cang lah.
12 I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne Planter, vore Døtre er som Søjler, udhugget i Tempelstil;
Cawhtaw ka capa thak awm hui khqi awm a dawn ak sai thingkung amyihna awm kawm usaw, ka canukhqi awm sangpahrang a im awhkaw a thoeihcam hqeet tungkhqi amyihna awm kawm uh.
13 vore Forraadskamre er fulde, de yder Forraad paa Forraad, vore Hjorde føder Tusinder, Titusinder paa vore Marker,
Kaimih ak khaikhqi awm ai kawi soepkep ing bengen kaw. Kaimih a tuukhqi awm thong sang dyna pung a tai kawmsaw ka mimah a lo khuiawh lym kawm uh;
14 fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring, ingen Skrigen paa Torvene.
vaitawm caikhqi ing phyihqih phyi kawm uh. Cawhtaw vawng hqe awi am ning za voel kaw, thlang a tamnaa na amni khum voel kawmsaw, lam awh kawseet kqangnaak awi am ning za voel ti kaw.
15 Saligt det Folk, der er saaledes stedt, saligt det Folk, hvis Gud er HERREN!
Ve ak awi ve ak thym thlangkhqi ham taw a zoseen hy; Bawipa ce Khawsa na ak takhqi taw a zoseen hy.
