Salme 142

1 En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

Ko e Saame akonaki ʻa Tevita. Ko ʻene Lotu ʻi he ʻana. Naʻaku tangi kia Sihova ʻaki hoku leʻo; ne u kole tāumaʻu kia Sihova ʻaki hoku leʻo.

2 Jeg løfter min Røst og raaber til HERREN, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

Naʻaku lilingi ʻeku fakakaukau ʻi hono ʻao; ne u fakahā ʻi hono ʻao ʻeku mamahi.

3 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

‌ʻI he taʻomia ʻa hoku laumālie, ne ke ʻilo ai hoku ʻaluʻanga. ʻI he hala ne u ʻeveʻeva ai kuo nau ʻai fufū ʻae tauhele kiate au.

4 Naar Aanden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. Paa Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

Ne u sio, mo vakai ʻi hoku nima toʻomataʻu, ka naʻe ʻikai ha tangata te ne ʻiloʻi au: naʻe ʻikai haʻaku hūfanga; naʻe ʻikai tokanga ha tangata ki hoku laumālie.

5 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskaaret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

Naʻaku tangi kiate koe, ʻE Sihova; ne u pehē, Ko koe ko hoku hūfanga, mo hoku ʻinasi ʻi he fonua ʻoe moʻui.

6 HERRE, jeg raaber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

Ke ke tokanga ki heʻeku tangi; he ʻoku ou vaivai ʻaupito: fakamoʻui au mei hoku kau fakatanga; he ʻoku nau mālohi hake kiate au.

7 Lyt til mit Klageraab, thi jeg er saare ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding paa, at du tager dig af mig.

‌ʻOmi hoku laumālie mei he fale fakapōpula, koeʻuhi ke u fakamālō ai ki ho huafa: ʻe kāpui au ʻe he angatonu; he te ke fai lelei lahi kiate au.