< Salme 142 >
1 En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.
Com a minha voz clamei ao Senhor, com a minha voz supliquei ao Senhor.
2 Jeg løfter min Røst og raaber til HERREN, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,
Derramei a minha queixa perante a sua face; expuz-lhe a minha angústia.
3 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.
Quando o meu espírito estava angustiado em mim, então conheceste a minha vereda: no caminho em que eu andava, esconderam-me um laço.
4 Naar Aanden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. Paa Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.
Olhei para a minha direita, e vi; mas não havia quem me conhecesse: refúgio me faltou, ninguém cuidou da minha alma.
5 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskaaret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.
A ti, ó Senhor, clamei; disse: Tu és o meu refúgio, e a minha porção na terra dos viventes.
6 HERRE, jeg raaber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!
Atende ao meu clamor; porque estou muito abatido: livra-me dos meus perseguidores; porque são mais fortes do que eu.
7 Lyt til mit Klageraab, thi jeg er saare ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding paa, at du tager dig af mig.
Tira a minha alma da prisão, para que louve o teu nome; os justos me rodearão, pois me fizeste bem.