Salme 142

1 En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

I LIKWIRKI ngil laud ong Ieowa. Ki ngil ai i kin ngidingideki ong Ieowa.

2 Jeg løfter min Røst og raaber til HERREN, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

I kin kasansale ong i ai apwal akan, o i padaki ong i katoutou pa i kan.

3 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

Ngen i lao luetala, kom ap pan kotin apapwali. Irail rir wiai ong ia insar eu liman al, me i kin weid ia.

4 Naar Aanden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. Paa Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

I kilang ni pali maun i, ari sota, me men sauasa ia; i sota kak pitila, pwe sota me kin idok ia.

5 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskaaret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

Maing Ieowa, i likwir wong komui, o potoan: Komui me ai paip, o pwais ai nan sap en me maur akan.

6 HERRE, jeg raaber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

Kom kotin mangi ai weriwer, pwe ngai meid luet; dore ia la sang me kin pakipaki ia; pwe ngai sota itar ong ir.

7 Lyt til mit Klageraab, thi jeg er saare ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding paa, at du tager dig af mig.

Kalua sang ngen i nan imateng, pwe i en kapinga mar omui. Me pung kan pan pokon dong ia, ma kom pan kotin sauasa ia.