Salme 142

1 En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

Fañòha’ i Davide; ty Halali’e tan-dakato ao Mitoreo am-peo am’ Iehovà iraho, hihalaly tretre am’Iehovà ty feoko.

2 Jeg løfter min Røst og raaber til HERREN, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

Adobako añatrefa’e ty toreoko; volañeko añatrefa’e o mahaferenaiñe ahikoo.

3 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

Ie nitoirañe añ’ovako ao ty troko, niarofoana’o ty liako, amy lalan-tsileke fijelanjelañakoy ty nañetaha’ iareo fandrike.

4 Naar Aanden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. Paa Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

Toliho mb’an-tañan-kavanako le vazohò, te tsy eo ty mañaoñ’ ahy. tsy eo ty hipalirako; tsy ahoa’ondaty ty fiaiko.

5 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskaaret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

Nitoreo ama’o iraho ry Iehovà, ami’ty hoe: Ihe ro fitsolohako, ty anjarako an-tanen-kaveloñ’ ao.

6 HERRE, jeg raaber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

Janjiño ty fikaikaihako fa loho mirèke; hahao amo mpanao samporerak’ ahiio, fa fatratse te amako.

7 Lyt til mit Klageraab, thi jeg er saare ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding paa, at du tager dig af mig.

Akaro am-balabey ao ty fiaiko hibangoako ty tahina’o; hiropak’ amako o vañoñeo ami’ty fatariha’o amako.