Salme 142

1 En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

intellectus David cum esset in spelunca oratio voce mea ad Dominum clamavi voce mea ad Dominum deprecatus sum

2 Jeg løfter min Røst og raaber til HERREN, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

effundo in conspectu eius deprecationem meam tribulationem meam ante ipsum pronuntio

3 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

in deficiendo ex me spiritum meum et tu cognovisti semitas meas in via hac qua ambulabam absconderunt laqueum mihi

4 Naar Aanden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. Paa Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

considerabam ad dexteram et videbam et non erat qui cognosceret me periit fuga a me et non est qui requirit animam meam

5 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskaaret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

clamavi ad te Domine dixi tu es spes mea portio mea in terra viventium

6 HERRE, jeg raaber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

intende ad deprecationem meam quia humiliatus sum nimis libera me a persequentibus me quia confortati sunt super me

7 Lyt til mit Klageraab, thi jeg er saare ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding paa, at du tager dig af mig.

educ de custodia animam meam ad confitendum nomini tuo me expectant iusti donec retribuas mihi