Salme 142

1 En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

Je crie, de ma voix, à l'Éternel; de ma voix, je supplie l'Éternel.

2 Jeg løfter min Røst og raaber til HERREN, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

Je répands devant lui ma plainte; j'expose ma détresse en sa présence.

3 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

Quand mon esprit est abattu en moi, toi, tu connais mon sentier. Ils m'ont caché un piège dans le chemin où je marchais.

4 Naar Aanden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. Paa Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

Regarde à ma droite, et vois! Personne ne me reconnaît; tout refuge me manque; personne n'a souci de mon âme.

5 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskaaret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

Éternel! je crie à toi, et je dis: Tu es ma retraite, mon partage dans la terre des vivants.

6 HERRE, jeg raaber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

Sois attentif à mon cri, car je suis fort misérable; délivre-moi de ceux qui me poursuivent, car ils sont plus forts que moi!

7 Lyt til mit Klageraab, thi jeg er saare ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding paa, at du tager dig af mig.

Retire mon âme de sa prison, afin que je célèbre ton nom. Les justes viendront autour de moi, parce que tu m'auras fait du bien.