Salme 142

1 En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

A maskil of David, while he was in the cave, a prayer. Loudly I cry to the Lord: to the Lord plead loudly for mercy,

2 Jeg løfter min Røst og raaber til HERREN, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

I pour my complaint before him, I tell my troubles to him.

3 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

When my spirit is faint within me, my path is known to you. In the way I am wont to walk in, they have hidden a trap for me.

4 Naar Aanden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. Paa Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

I look to the right and the left; but not a friend have I. No place of refuge is left me, not a man to care for me.

5 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskaaret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

So I cry to you, O Lord: I say, “My refuge are you, all I have in the land of the living.”

6 HERRE, jeg raaber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

Attend to my piercing cry, for very weak am I. Save me from those who pursue me, for they are too strong for me.

7 Lyt til mit Klageraab, thi jeg er saare ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding paa, at du tager dig af mig.

Free me from prison, that I may give thanks to your name, for the righteous are patiently waiting till you show your bounty to me.