Salme 142

1 En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

“A psalm of David; a prayer, when he was in the cave” I cry unto the LORD with my voice; With my voice to the LORD do I make my supplication.

2 Jeg løfter min Røst og raaber til HERREN, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

I pour out my complaint before him; I declare before him my distress.

3 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

When my spirit is overwhelmed within me, Thou knowest my path! In the way which I walk, they have hid a snare for me.

4 Naar Aanden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. Paa Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

I look on my right hand, and behold, But no man knoweth me; Refuge faileth me; No one careth for me.

5 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskaaret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

I cry unto thee, O LORD! I say, Thou art my refuge, My portion in the land of the living.

6 HERRE, jeg raaber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

Attend to my cry, for I am brought very low; Deliver me from my persecutors, For they prevail against me!

7 Lyt til mit Klageraab, thi jeg er saare ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding paa, at du tager dig af mig.

Bring me out of prison, That I may praise thy name! The righteous shall gather around me, When thou shalt show me thy favor.