Salme 142

1 En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

[A contemplation by David, when he was in the cave. A Prayer.] I cry with my voice to Jehovah. With my voice, I ask Jehovah for mercy.

2 Jeg løfter min Røst og raaber til HERREN, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

I pour out my complaint before him. I tell him my troubles.

3 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

When my spirit was overwhelmed within me, you knew my path. In the way in which I walk, they have hidden a snare for me.

4 Naar Aanden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. Paa Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

Look on my right, and see; for there is no one who is concerned for me. Refuge has fled from me. No one cares for my soul.

5 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskaaret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

I cried to you, Jehovah. I said, "You are my refuge, my portion in the land of the living."

6 HERRE, jeg raaber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

Listen to my cry, for I am in desperate need. Deliver me from my persecutors, for they are stronger than me.

7 Lyt til mit Klageraab, thi jeg er saare ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding paa, at du tager dig af mig.

Bring my soul out of prison, that I may give thanks to your name. The righteous will surround me, for you will be good to me.