Salme 142

1 En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

Of understanding for David. A prayer when he was in the cave. I cried to the Lord with my voice: with my voice I made supplication to the Lord.

2 Jeg løfter min Røst og raaber til HERREN, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

In his sight I pour out my prayer, and before him I declare my trouble:

3 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

When my spirit failed me, then thou newest my paths.

4 Naar Aanden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. Paa Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

I looked on my right hand, and beheld, and there was no one that would know me. Flight hath failed me: and there is no one that hath regard to my soul.

5 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskaaret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

I cried to thee, O Lord: I said: Thou art my hope, my portion in the land of the living.

6 HERRE, jeg raaber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

Attend to my supplication: for I am brought very low. Deliver me from my persecutors; for they are stronger than I.

7 Lyt til mit Klageraab, thi jeg er saare ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding paa, at du tager dig af mig.

Bring my soul out of prison, that I may praise thy name: the just wait for me, until thou reward me.