Salme 142

1 En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

I cry with my voice to Jehovah. With my voice to Jehovah I make supplication.

2 Jeg løfter min Røst og raaber til HERREN, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

I pour out my complaint before him. I show my trouble before him.

3 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

When my spirit was overwhelmed within me, thou knew my path. In the way in which I walk they have hidden a snare for me.

4 Naar Aanden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. Paa Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

Look on my right hand, and see, for there is no man who knows me. Refuge has failed me. No man cares for my soul.

5 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskaaret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

I cried to thee, O Jehovah. I said, Thou are my refuge, my portion in the land of the living.

6 HERRE, jeg raaber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

Attend to my cry, for I am brought very low. Deliver me from my persecutors, for they are stronger than I.

7 Lyt til mit Klageraab, thi jeg er saare ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding paa, at du tager dig af mig.

Bring my soul out of prison that I may give thanks to thy name. The righteous shall encompass me around, for thou will deal bountifully with me.