Salme 141

1 En Salme af David. HERRE, jeg raaber til dig, il mig til Hjælp, hør min Røst, naar jeg raaber til dig;

Psalm Davidov. O Gospod, kličem te, hiti k meni; čuj glas moj, ko te kličem.

2 som Røgoffer gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer!

Molitev moja pridi kakor kadilo pred te; povzdigovanje mojih rok kakor dar večerni.

3 HERRE, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør!

Zloži Gospod, opazuj usta moja; straži karkoli izhaja z ustnic mojih.

4 Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udaadsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage.

Ne daj, da se srce moje nagne k hudobni reči, dela doprinašat po krivici z možmi, ki delajo krivico; tudi naj ne uživam njih slaščic.

5 Slaar en retfærdig mig, saa er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.

Udari naj me nazaj pravični, milost bode, in posvari me, mazilo bode izvrstno; ne brani se glava moja; čim bolj, tem bolj bode: molitev moja v njih nesrečah.

6 Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige.

Ali planejo dol raz skale njih sodniki; dasi umejo, da so govori moji prijetni.

7 Som naar man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab. (Sheol h7585)

Kakor bi kdo razsekal in razklal zemljo, raztresejo se naše kosti, v groba žrelo. (Sheol h7585)

8 Dog, mine Øjne er rettet paa dig, o HERRE, Herre, paa dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris!

Ko se v té, Gospod, ozirajo moje oči, k tebi pribegnem, ne zapústi duše moje.

9 Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udaadsmændenes Snarer;

Reši me zadrge, katero so mi razpeli, in zank njih, ki delajo krivico.

10 lad de gudløse falde i egne Garn, medens jeg gaar uskadt videre.

Padejo naj v mreže svoje vsi krivični, jaz pa pojdem mimo.