Salme 141

1 En Salme af David. HERRE, jeg raaber til dig, il mig til Hjælp, hør min Røst, naar jeg raaber til dig;

Yhwh, I cry unto thee: make haste unto me; give ear unto my voice, when I cry unto thee.

2 som Røgoffer gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer!

Let my prayer be set forth before thee as incense; and the lifting up of my hands as the evening sacrifice.

3 HERRE, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør!

Set a watch, O Yhwh, before my mouth; keep the door of my lips.

4 Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udaadsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage.

Incline not my heart to any evil thing, to practise wicked works with men that work iniquity: and let me not eat of their dainties.

5 Slaar en retfærdig mig, saa er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.

Let the righteous smite me; it shall be a kindness: and let him reprove me; it shall be an excellent oil, which shall not break my head: for yet my prayer also shall be in their calamities.

6 Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige.

When their judges are overthrown in stony places, they shall hear my words; for they are sweet.

7 Som naar man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab. (Sheol h7585)

Our bones are scattered at the grave’s mouth, as when one cutteth and cleaveth wood upon the earth. (Sheol h7585)

8 Dog, mine Øjne er rettet paa dig, o HERRE, Herre, paa dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris!

But mine eyes are unto thee, O Yhwh the Lord: in thee is my trust; leave not my soul destitute.

9 Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udaadsmændenes Snarer;

Keep me from the snares which they have laid for me, and the gins of the workers of iniquity.

10 lad de gudløse falde i egne Garn, medens jeg gaar uskadt videre.

Let the wicked fall into their own nets, whilst that I withal escape.