Salme 141
1 En Salme af David. HERRE, jeg raaber til dig, il mig til Hjælp, hør min Røst, naar jeg raaber til dig;
Herre! jeg har raabt til dig, skynd dig til mig, vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
2 som Røgoffer gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer!
Lad min Bøn staa som et Røgelseoffer for dit Ansigt, mine Hænders Opløftelse som et Aftenmadoffer.
3 HERRE, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør!
Herre! sæt Vagt for min Mund, tag Vare paa mine Læbers Dør.
4 Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udaadsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage.
Bøj ikke mit Hjerte til nogen ond Handel, til at bedrive Misgerninger i Ugudelighed i Samfund med Mænd, som øve Uret; og lad mig ikke æde af deres lækre Mad!
5 Slaar en retfærdig mig, saa er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.
Lad en retfærdig slaa mig i Kærlighed og revse mig; mit Hoved skal ikke vise Hovedolien fra sig; thi min Bøn skal fremdeles møde hines Ondskab.
6 Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige.
Deres Dommere ere nedstyrtede i Klippens Favn; og de selv have hørt mine Ord, at de vare liflige.
Som naar en pløjer og furer Jorden, saa ere vore Ben spredte ved Dødsrigets Svælg. (Sheol h7585)
8 Dog, mine Øjne er rettet paa dig, o HERRE, Herre, paa dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris!
Thi til dig, Herre, Herre! se mine Øjne hen; paa dig forlader jeg mig; giv ikke min Sjæl til Pris!
9 Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udaadsmændenes Snarer;
Bevar mig fra Snaren, som de have udstillet for mig, og fra deres Garn, som gøre Uret.
10 lad de gudløse falde i egne Garn, medens jeg gaar uskadt videre.
Lad de ugudelige falde i deres eget Garn, medens jeg derhos slipper forbi.
