Salme 139
1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. HERRE, du ransager mig og kender mig!
Dawid dwom. Ao Awurade, woahwehwɛ me mu na woahunu me.
2 Du ved, naar jeg sidder, og naar jeg staar op, du fatter min Tanke i Frastand,
Wonim mʼasetena ne me sɔreɛ; wofiri akyirikyiri hunu mʼadwene mu.
3 du har Rede paa, hvor jeg gaar eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
Wonim mʼadifirie ne me nnaeɛ; wonim mʼakwan nyinaa.
4 Thi før Ordet er til paa min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
Ansa na mɛbue mʼano akasa no Ao Awurade, na wonim ne nyinaa dada.
5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Haand paa mig.
Woatwa me ho nyinaa ahyia na wobɔ me ho ban.
6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
Saa nimdeɛ yi boro me nteaseɛ so, ɛyɛ me nwanwa dodo.
7 Hvorhen skal jeg gaa for din Aand, og hvor skal jeg fly for dit Aasyn?
Ɛhe na mɛtumi afiri wo honhom anim akorɔ? Ɛhe na mɛtumi adwane afiri wʼanim akorɔ?
Sɛ meforo soro a, wowɔ hɔ. Na mekɔsɛ me kɛtɛ wɔ asaman a, wo nie. (Sheol h7585)
9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
Sɛ mede adekyeeɛ ntaban tu na mekɔtena ɛpo akyi nohoa a,
10 da vil din Haand ogsaa lede mig der, din højre holde mig fast!
mpo ɛhɔ na wo nsa bɛgya me akɔ, na wo nsa nifa bɛsɔ me mu.
11 Og siger jeg: »Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!«
Na meka sɛ, “Ampa ara esum mmɛkata me so na hann nnane adesaeɛ ntwa me ho nhyia a,”
12 saa er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
esum mpo nnyɛ sum mma wo; na anadwo bɛhyerɛn sɛ awia; esum ne hann yɛ wo pɛ.
13 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
Na wo na wobɔɔ me honhom wonwonoo me wɔ me maame awotwaa mu.
14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
Mekamfo wo, ɛfiri sɛ woyɛɛ me anwanwakwan so a ɛyɛ hu. Wo nnwuma yɛ nwanwa. Menim ɛno yie pa ara.
15 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
Wɔamfa me bɔberɛ anhinta wo ɛberɛ a wɔyɛɛ me kɔkoam no; ɛberɛ a wɔnwonoo me asase yam no,
16 som Foster saa dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
wʼani hunuu me ɛberɛ a meyɛ mogya toa no. Nna dodoɔ a woatwa ama me no, wɔatwerɛ ne nyinaa wɔ wo nwoma mu ansa na emu baako reba mu.
17 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
Ao Onyankopɔn, wo nsusuiɛ som bo ma me! Woka ne nyinaa bɔ mu a, ɛso dodo!
18 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vaagner — og end er jeg hos dig.
Sɛ mese mɛkan a, ne dodoɔ bɛboro mpoano anwea, sɛ menyane a, me ne wo wɔ hɔ ara.
19 Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, maatte Blodets Mænd vige fra mig,
Ao Onyankopɔn, sɛ anka wobɛkumkum amumuyɛfoɔ a! Momfiri me so, mo mogyapɛfoɔ!
20 de, som taler om dig paa Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
Wɔde adwemmɔne ka wo ho asɛm; wʼatamfoɔ mmɔ wo din pa.
21 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der staar dig imod;
Ao Awurade, metane wɔn a wɔtane wo, na mekyiri wɔn a wɔsɔre tia woɔ.
22 med fuldt Had hader jeg dem, de er ogsaa mine Fjender.
Menni hwee sɛ ɔtan a mewɔ ma wɔn; mefa wɔn sɛ mʼatamfoɔ.
23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
Hwehwɛ me mu, Ao Onyankopɔn, na hunu mʼakoma; sɔ me hwɛ na hunu mʼadwene.
24 Se, om jeg er paa Smertens Vej, og led mig paa Evigheds Vej!
Hwɛ sɛ bɔne bi wɔ me mu a, na fa me fa ɛkwan a ɛkɔ daa nkwa so. Wɔde ma dwomkyerɛfoɔ.
