Salme 139
1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. HERRE, du ransager mig og kender mig!
Načelniku godbe: psalm Davidov. Gospod, preiskuješ me in spoznavaš.
2 Du ved, naar jeg sidder, og naar jeg staar op, du fatter min Tanke i Frastand,
Ti poznavaš sedenje moje in vstajanje moje; misel mojo umeš od daleč.
3 du har Rede paa, hvor jeg gaar eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
Hojo mojo in ležo mojo obsezaš, in znana so ti vsa pota moja.
4 Thi før Ordet er til paa min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
Ko ni še govor na jeziku mojem, glej, Gospod, poznaš ga vsega.
5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Haand paa mig.
Zadaj in spredaj me obdajaš, in name pokladaš roko svojo.
6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
Prečudovita je vednost tvoja, da bi te varal; visoka je, ne morem je preseči.
7 Hvorhen skal jeg gaa for din Aand, og hvor skal jeg fly for dit Aasyn?
Kam naj grem pred duhom tvojim, ali kam naj bežim pred tvojim obličjem?
Ko bi stopil na nebesa, tam si; ali bi ležišče izbral v grobu, glej tu si. (Sheol h7585)
9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
Ko bi si vzel zarije peroti, da bi prebival na pokrajini morja,
10 da vil din Haand ogsaa lede mig der, din højre holde mig fast!
Tudi tja bi me spremljala tvoja roka, in zgrabila bi me desnica tvoja.
11 Og siger jeg: »Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!«
Ko bi pa rekel: Temé me bodo vsaj pokrile kakor z mrakom; vendar noč je svetloba okolo mene.
12 saa er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
Tudi temé ne morejo tako omračiti, da bi ti ne videl skozi; ampak noč razsvetljuje kakor dan, tako so temé kakor luč.
13 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
Ti namreč imaš v lasti ledvice moje; pokrival si me v telesu matere moje.
14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
Slavim te zato, ker ogledujoč tista dela strmim, čudovita dela tvoja predobro pozna srce moje.
15 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
Skrita ni tebi moja moč, odkar sem ustvarjen bil na skrivnem; umetno narejen, kakor v zemlje globočinah.
16 som Foster saa dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
Testo moje vidijo tvoje oči, in v knjigi tvoji je pisano vse to; od kar se je narejalo, ko ni bilo še nič tega.
17 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
Zatorej pri meni, o kako dražestne so misli tvoje, o Bog mogočni! Kako preobila njih števila!
18 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vaagner — og end er jeg hos dig.
Našteval bi jih, a več jih je ko peska, čujem naj še s teboj.
19 Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, maatte Blodets Mænd vige fra mig,
O da bi pokončal, o Bog, krivičnega; in može krvoločne, rekoč: Poberite se izpred mene.
20 de, som taler om dig paa Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
Kateri zoper tebe govoré pregrešno; kateri povzdigujejo nično sovražnike tvoje.
21 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der staar dig imod;
Ali ne sovražim, o Gospod, sovražnikov tvojih, in se ne mučim v zaničevanji do njih, ki se spenjajo zoper tebe?
22 med fuldt Had hader jeg dem, de er ogsaa mine Fjender.
S popolnim sovraštvom jih sovražim; za neprijatelje so meni.
23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
Preiskuj me, Bog mogočni, in spoznaj srce moje; izkusi me in spoznaj misli moje.
24 Se, om jeg er paa Smertens Vej, og led mig paa Evigheds Vej!
In glej, hodim li po potu, tebi nadležnem; in vodi me po večnem potu.
