Salme 139
1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. HERRE, du ransager mig og kender mig!
Til songmeisteren; av David; ein salme. Herre, du ransakar meg og kjenner meg.
2 Du ved, naar jeg sidder, og naar jeg staar op, du fatter min Tanke i Frastand,
Um eg sit eller stend upp, so veit du det, du skynar min tanke langan veg.
3 du har Rede paa, hvor jeg gaar eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
Mi gonga og lega røyner du ut, og alle mine vegar kjenner du grant.
4 Thi før Ordet er til paa min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
For det er inkje ord på mi tunga - sjå, Herre, du kjenner det alt til fullnads.
5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Haand paa mig.
Bak og framme held du ikring meg, og du legg di hand på meg.
6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
Slik kunnskap er meg for underleg, han er for høg, eg kann ikkje greida honom.
7 Hvorhen skal jeg gaa for din Aand, og hvor skal jeg fly for dit Aasyn?
Kvar skal eg fara frå din ande, og kvar skal eg fly ifrå ditt andlit?
For eg upp til himmelen, so er du der, og reidde eg seng i helheimen, sjå, der er du og. (Sheol h7585)
9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
Tek eg vengjerne til morgonroden, slo eg meg ned ved ytste havet,
10 da vil din Haand ogsaa lede mig der, din højre holde mig fast!
di hand vilde leida meg ogso der, og di høgre hand vilde halda meg fast.
11 Og siger jeg: »Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!«
Og sagde eg: «Myrker løyne meg, og ljoset verte natt ikringum meg, »
12 saa er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
so vilde ikkje heller myrkret gjera noko myrkt for deg, og natti vilde vera ljos som dagen, myrkret vilde vera som ljoset.
13 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
For du hev skapt mine nyro, du hev verka meg i morsliv.
14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
Eg takkar deg, av di eg er laga på øgjeleg underfull vis; underfulle er dine verk, og mi sjæl veit det so vel.
15 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
Mine bein var ikkje dulde for deg då eg vart laga i løynd, då eg med kunst vart verka djupt i jordi.
16 som Foster saa dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
Då eg var eit foster, såg dine augo meg, og i di bok vart dei alle uppskrivne, dei dagar som vart fastsette, då ikkje ein av deim var komen.
17 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
Og kor dyre dine tankar er for meg, du Gud, kor store summarne er av deim!
18 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vaagner — og end er jeg hos dig.
Vil eg telja deim, so er dei fleire enn sand; eg vaknar, og endå er eg hjå deg.
19 Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, maatte Blodets Mænd vige fra mig,
Gud, gjev du vilde drepa den ugudlege! og de, blodfuse menner, vik burt frå meg -
20 de, som taler om dig paa Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
dei som nemner deg med fulskap, brukar ditt namn til lygn - dine fiendar!
21 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der staar dig imod;
Skulde eg ikkje, Herre, hata deim som hatar deg, og styggjast ved deim som stend deg imot?
22 med fuldt Had hader jeg dem, de er ogsaa mine Fjender.
Med det sterkaste hatet hatar eg deim, fiendar er dei for meg.
23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
Ransaka meg, Gud, og kjenn mitt hjarta! Prøv meg og kjenn mine tankar!
24 Se, om jeg er paa Smertens Vej, og led mig paa Evigheds Vej!
Og sjå um eg er på veg til pinsla, og leid meg på æveleg veg!
