Salme 139
1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. HERRE, du ransager mig og kender mig!
Ho a i Talè, Sabo’ i Davide. Ry Iehovà, fa nitsikarahe’o iraho, mbore arofoana’o.
2 Du ved, naar jeg sidder, og naar jeg staar op, du fatter min Tanke i Frastand,
Arofoana’o ty fitobohako naho ty fiongahako; oni’o ty ereñeren-troko ndra te tsietoitàne añe.
3 du har Rede paa, hvor jeg gaar eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
Vandroñe’o o liakoo, naho o fandreakoo; hene arofoana’o o lalakoo.
4 Thi før Ordet er til paa min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
Ie mbe tsy an-delako ao ty fivolako, Hete! ry Iehovà, kila arofoana’o.
5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Haand paa mig.
Nifahera’o raho— aolo eo naho amboho ao; vaho nisazoha’o fitàñe.
6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
Loho fanjàka amako i hilala zay, abo, tsy takako.
7 Hvorhen skal jeg gaa for din Aand, og hvor skal jeg fly for dit Aasyn?
Aia ty hombako hisitak’ amy Arofo’oy? Aia ty hibotitsihako o lahara’oo?
Ie mionjom-b’an-dikerañe mb’eo iraho, eo irehe; naho alafiko an-kerakerak’ ao ty fandreako, hehe t’ie eo; (Sheol h7585)
9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
Ie rambeseko o ela’ i maraiñeio, naho mitoetse añ’ olon-driake tsietoitane añe,
10 da vil din Haand ogsaa lede mig der, din højre holde mig fast!
eo ka ty hitehafam-pità’o ahy, naho hanazok’ ahiko ty fità’o havana.
11 Og siger jeg: »Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!«
Ie anoeko ty hoe, Toe hanafotse ahy ty ieñe, vaho hivalike ho haleñe ty hazavàñe amako,
12 saa er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
Fe ndra o hamoromoroñañeo ro tsy maieñe ama’o, mireandreañe hoe i àndroy ty haleñe, hàmbañe ty hazavàñe naho ty ieñe.
13 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
Tsinene’o o añovakoo; nanenoñ’ ahy an-tron-dreneko ao.
14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
Andriañeko irehe, fa an-karevendreveñañe naho halatsàñe ty nitsene’o ahiko; fanjàka o satam-pità’oo, toe apota’ ty fiaiko.
15 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
Tsy nietak’ ama’o o taolakoo, ie nanoeñe an-kafitse ao, naho nitseneñe an-kahimbañe an-kalalefan-tane ao,
16 som Foster saa dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
Nivazohom-pihaino’o o nanoeñe ahikoo, naho nipatereñe amy boke’oy ze hene andro norizañe ho ahy, ie mboe tsy teo ty raike.
17 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
Miheotse amako o fivetsevetse’oo ry Andrianañahare! Mienene t’ie mitraoke!
18 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vaagner — og end er jeg hos dig.
Ie imaneako iake, le andikoara’e ty ia’ o faseñeo. ie tsekake, le mbe ama’o eo.
19 Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, maatte Blodets Mænd vige fra mig,
Ehe ohoño loza o lo-tserekeo, ry Andrianañahare! Mihankàña amako arè, ry ondaty mpampiori-dioo,
20 de, som taler om dig paa Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
Injè’ iareo an-keloke irehe, manoñoñe Azo tsy vente’e o malaiñ’Azoo;
21 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der staar dig imod;
Tsy hejeko hao o tsy tea azoo, ry Iehovà? Tsy hifangantoreko hao o miatreatre ama’oo?
22 med fuldt Had hader jeg dem, de er ogsaa mine Fjender.
Toe hejeko am-palai-mena; fonga volilieko ho rafelahiko.
23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
Tsikaraho iraho, ry Andrianañahare, arofoano ty troko; tsoho vaho arendreho o fitsakoreakoo.
24 Se, om jeg er paa Smertens Vej, og led mig paa Evigheds Vej!
Vazoho, he amako ao ty fiolañe, vaho iaolò mb’an-dalañe nainai’e mb’eo.
