Salme 139
1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. HERRE, du ransager mig og kender mig!
In finem, Psalmus David. Domine probasti me, et cognovisti me:
2 Du ved, naar jeg sidder, og naar jeg staar op, du fatter min Tanke i Frastand,
tu cognovisti sessionem meam, et resurrectionem meam.
3 du har Rede paa, hvor jeg gaar eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
Intellexisti cogitationes meas de longe: semitam meam, et funiculum meum investigasti.
4 Thi før Ordet er til paa min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
Et omnes vias meas prævidisti: quia non est sermo in lingua mea.
5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Haand paa mig.
Ecce Domine tu cognovisti omnia novissima, et antiqua: tu formasti me, et posuisti super me manum tuam.
6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
Mirabilis facta est scientia tua ex me: confortata est, et non potero ad eam.
7 Hvorhen skal jeg gaa for din Aand, og hvor skal jeg fly for dit Aasyn?
Quo ibo a spiritu tuo? et quo a facie tua fugiam?
Si ascendero in cælum, tu illic es: si descendero in infernum, ades. (Sheol h7585)
9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
Si sumpsero pennas meas diluculo, et habitavero in extremis maris:
10 da vil din Haand ogsaa lede mig der, din højre holde mig fast!
Etenim illuc manus tua deducet me: et tenebit me dextera tua.
11 Og siger jeg: »Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!«
Et dixi: Forsitan tenebræ conculcabunt me: et nox illuminatio mea in deliciis meis.
12 saa er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
Quia tenebræ non obscurabuntur a te, et nox sicut dies illuminabitur: sicut tenebræ eius, ita et lumen eius.
13 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
Quia tu possedisti renes meos: suscepisti me de utero matris meæ.
14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
Confitebor tibi quia terribiliter magnificatus es: mirabilia opera tua, et anima mea cognoscit nimis.
15 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
Non est occultatum os meum a te, quod fecisti in occulto: et substantia mea in inferioribus terræ.
16 som Foster saa dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
Imperfectum meum viderunt oculi tui, et in libro tuo omnes scribentur: dies formabuntur, et nemo in eis.
17 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
Mihi autem nimis honorificati sunt amici tui, Deus: nimis confortatus est principatus eorum.
18 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vaagner — og end er jeg hos dig.
Dinumerabo eos, et super arenam multiplicabuntur: exurrexi, et adhuc sum tecum.
19 Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, maatte Blodets Mænd vige fra mig,
Si occideris Deus peccatores: viri sanguinum declinate a me:
20 de, som taler om dig paa Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
Quia dicitis in cogitatione: accipient in vanitate civitates tuas.
21 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der staar dig imod;
Nonne qui oderunt te Domine, oderam: et super inimicos tuos tabescebam?
22 med fuldt Had hader jeg dem, de er ogsaa mine Fjender.
Perfecto odio oderam illos: et inimici facti sunt mihi.
23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
Proba me Deus, et scito cor meum: interroga me, et cognosce semitas meas.
24 Se, om jeg er paa Smertens Vej, og led mig paa Evigheds Vej!
Et vide, si via iniquitatis in me est: et deduc me in via æterna.
