Salme 139
1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. HERRE, du ransager mig og kender mig!
Ra Anumzamoka nagra inanknahu vahe mani'noe, ko nagri nagu'a rezaganenka ke'nane.
2 Du ved, naar jeg sidder, og naar jeg staar op, du fatter min Tanke i Frastand,
Nagrama manuampi, otuampi Kagra ko nagenka antahinka nehunka, afete mani'noanagi, Kagra nagri antahi'zana ko keama hu'nane.
3 du har Rede paa, hvor jeg gaar eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
Kama vano nehufine, navu'ma masofinena Kagra kavua antenka nenagenka, maka navu'nava zama huana, ko nagenka antahinka hu'nane.
4 Thi før Ordet er til paa min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
Maka nanekea osu'nogenka, e'i naneke hugahie hunka Ra Anumzamoka ko antahinka kenka hu'nane.
5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Haand paa mig.
Kagra navugane namefi'ene nevunka, kazanteti refite'nante'nane.
6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
Kagri antahi'zamo'a so'e zantfa huno mareri agatere'neankina, nagra antahi amara osugahue!
7 Hvorhen skal jeg gaa for din Aand, og hvor skal jeg fly for dit Aasyn?
Nagra Kagri Avamura atre'na iga vugahue? Nagra Kagri kvatetira atre'na korora fre'na, iga ome frakigahue?
Hagi nagrama monafima marerisuana, Kagra ko monafina mani'nane. Nagrama fri'na fri vahe kumapima vanuana, Kagra ko anampina mani'nane. (Sheol h7585)
9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
Hagi nanterama zahufa zagema nehanatina, nagrama nageko'na huntesige'na hare'na vu'na hagerimofo amu'nompima me'nea mopafi umanuresina,
10 da vil din Haand ogsaa lede mig der, din højre holde mig fast!
anantega kegava hunenantenka nazeri ako'na hasine.
11 Og siger jeg: »Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!«
Hagi tamagerfa hunka hani zamoka eme nazeri fra'nekigeno, zage ferupinagi ame hunka hani zamoka enka eme nazeri kagio hu'nama huresina,
12 saa er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
ana hanimo'a Kagri kavurera nazeri frara okiresine. Ana nehigeno hanimo'a, Kagri kavurera masa huno zage ferukna hanigeno, hanimo'ene msamo'enena Kagri kavurera mago zanke hu'na'e.
13 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
Na'ankure maka nagu'a navufga Kagra tro hunante'nane. Ana hutenka antanimofo rimpafima mani'nogenka maka navufga Kagra rehatinante'nane,
14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
Kagrama nagrima tro'ma hunanana, so'e' zantfa hunku tro hunante'naku muse hunegantoe. Kagrama eri'nana eri'zamo'a, knare huno so'e zantfa hu'ne. Ana hu'neanki'na e'i ana zana nagra ke'na antahi'na hu'noe.
15 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
Kagri kavurera frara oki'noanki, maninenka nenagankeno oku'a nenrera arimpafina zaferinani'mo'a eme rekanuhe rekanuhe nehige'na fore hu'noe.
16 som Foster saa dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
Nenrera'a kase onante'negenka, ko nagrira nagenka antahinka hu'nane. Ama mopafima kasefa'ma hu'na manisanua kna'afima tro'ma hanua zana, maka knamo'a ome'negenka maka zana ko avontafepi krente'nane.
17 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
Anumzamoka nagriku'ma nentahina antahizamo'a, soe'zantfa huno mareri agetere'ne. Ana hu'neanki'na ana maka zantamina hampari'na kegara osu'noe.
18 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vaagner — og end er jeg hos dig.
Hagi ana maka zana hampari'na kegahue hu'na hugahuanagi, hagerimofo ankenarega me'nea kaseparamina ana zantamimo'a rugatere'ne. Hagi mase'nofinti'ma omatuana Kagra magoka nagrane mani'nane.
19 Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, maatte Blodets Mænd vige fra mig,
Anumzamoka nagri'ma navenesiana, havi avu'ava zama nehaza vahe'ma zamahe frisanana knare hugahie. Hazenkema eri hakarema huta vahe korama eri neragiza vahe'mota, nagri navatetira atreta afete viho.
20 de, som taler om dig paa Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
Ana vahe'mo'za Anumzamoka Kagrira huhaviza hunegante'za, ha'ma renegantaza vahe'mo'za Kagri kagi'a amnene amnene nehaze.
21 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der staar dig imod;
Ra Anumzamoka Kagri'ma kavesinogantaza vahera nagra navesra hunezmante'na, kagri'ma ha'ma renegantaza vahera zamage henkami atregahue.
22 med fuldt Had hader jeg dem, de er ogsaa mine Fjender.
Nagra tamagerfa hu'na ana vahera tusi narimpa ahenezmante'na, ana vahe'ma nezamage'na nagri ha' vahe mani'naze hu'na nehue.
23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
Anumzamoka nagri nagu'a rezaganenka keama nehunka, antahintahi hakare'ma nehua zana renahenka ko.
24 Se, om jeg er paa Smertens Vej, og led mig paa Evigheds Vej!
Anumzamoka krimpa knazama erigami navu'navazama nagripima me'nesiana refkohu so'e hunka nenagenka, manivava asimu'ma erino mani kante navrenka vuo.
