Salme 139
1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. HERRE, du ransager mig og kender mig!
O Yahweh, sinukimatnak, ken am-ammonak.
2 Du ved, naar jeg sidder, og naar jeg staar op, du fatter min Tanke i Frastand,
Ammom no agtugaw ken no agtakderak; maawatam dagiti pampanunotko uray adayoka kaniak.
3 du har Rede paa, hvor jeg gaar eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
Ammom ti dalanko ken inton agiddaak; pagaammom unay dagiti amin a dalanko.
4 Thi før Ordet er til paa min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
Ta awan ti sao nga innak isao a saanmo nga ammo a naan-anay, O Yahweh.
5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Haand paa mig.
Lawlawlawennak iti likudan ken iti sangoanan ken ipatpataymo ti imam kaniak.
6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
Ti kasta a pannakaammo ket nalabes unay kaniak; nangato unay, ken saanko daytoy a maawatan.
7 Hvorhen skal jeg gaa for din Aand, og hvor skal jeg fly for dit Aasyn?
Sadino ti papanak tapno makalibasak iti Espiritum? Sadino ti mabalinko a pagkamangan manipud iti presensiam?
No agpangatoak kadagiti langit, addaka sadiay; no aramidek ti pagiddaak idiay sheol, adtoy, addaka sadiay. (Sheol h7585)
9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
No tumayabak kadagiti payyak ti agsapa ket apanak agnaed kadagiti ungto a paset iti ballasiw ti taaw,
10 da vil din Haand ogsaa lede mig der, din højre holde mig fast!
uray sadiay idalannakto ti imam, ken tenglennakto ti makannawan nga imam.
11 Og siger jeg: »Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!«
No kunaek, “Awan duadua a ti sipnget ilemmengnak ken ti rabii ket isunto ti lawagko;”
12 saa er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
uray ti sipnget ket saan a makalemmeng kenka. Ti rabii ket agraniag a kasla aldaw, ta ti sipnget ken ti lawag ket agpadpada laeng kenka.
13 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
Binukelmo ti akin-uneg a kinataok; binukelnak iti aanakan ti inak.
14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
Agyamannak kenka, ta makapasiddaaw ken nakakaskasdaaw dagiti aramidmo. Ammom la unay ti biagko.
15 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
Saan a nailemmeng ti bagik kenka idi naaramidak iti nalimed, idi siaannad a naaramidak kadagiti kaunggan ti daga.
16 som Foster saa dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
Nakitanak iti uneg ti aanakan; dagiti amin nga aldaw a naituding para kaniak ket nailanaden iti librom sakbay pay a mapasamak ti umuna.
17 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
Anian a nagpateg dagiti pampanunotmo kaniak, O Dios! Anian a nagadu ti pakadagupanda!
18 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vaagner — og end er jeg hos dig.
No innak ida bilangen, ad-adu pay ti bilangda ngem iti darat. Inton agriingak, addaak latta dita dennam.
19 Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, maatte Blodets Mænd vige fra mig,
No papatayem la koman ti nadangkes, O Dios; umadayokayo kaniak, dakayo a naranggas a tattao.
20 de, som taler om dig paa Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
Suksukirendaka ken agtigtignayda a siaallilaw; agul-ulbod dagiti kabusormo.
21 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der staar dig imod;
Di met kagurgurak, O Yahweh, dagidiay a manggurgura kenka? Di met laklaksidek dagiti tumakder a bumusor kenka?
22 med fuldt Had hader jeg dem, de er ogsaa mine Fjender.
Kagurgurak ida iti kasta unay; nagbalinda a kabusorko.
23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
Sukimatennak, O Dios, ken ammoem ti pusok; padasennak ken ammoem dagiti pampanunotko.
24 Se, om jeg er paa Smertens Vej, og led mig paa Evigheds Vej!
Kitaem no adda ti uray ania a nadangkes a wagas kaniak, ket idalannak iti dalan nga awan patinggana.
