< Salme 139 >

1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. HERRE, du ransager mig og kender mig!
Az éneklőmesternek, Dávid zsoltára. Uram, megvizsgáltál engem, és ismersz.
2 Du ved, naar jeg sidder, og naar jeg staar op, du fatter min Tanke i Frastand,
Te ismered ülésemet és felkelésemet, messziről érted gondolatomat.
3 du har Rede paa, hvor jeg gaar eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
Járásomra és fekvésemre ügyelsz, minden útamat jól tudod.
4 Thi før Ordet er til paa min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
Mikor még nyelvemen sincs a szó, immár egészen érted azt Uram!
5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Haand paa mig.
Elől és hátul körülzártál engem, és fölöttem tartod kezedet.
6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
Csodálatos előttem e tudás, magasságos, nem érthetem azt.
7 Hvorhen skal jeg gaa for din Aand, og hvor skal jeg fly for dit Aasyn?
Hová menjek a te lelked elől és a te orczád elől hova fussak?
8 Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, saa er du der; (Sheol h7585)
Ha a mennybe hágok fel, ott vagy; ha a Seolba vetek ágyat, ott is jelen vagy. (Sheol h7585)
9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
Ha a hajnal szárnyaira kelnék, és a tenger túlsó szélére szállanék:
10 da vil din Haand ogsaa lede mig der, din højre holde mig fast!
Ott is a te kezed vezérelne engem, és a te jobbkezed fogna engem.
11 Og siger jeg: »Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!«
Ha azt mondom: A sötétség bizonyosan elborít engem és a világosság körülöttem éjszaka lesz,
12 saa er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
A sötétség sem borít el előled, és fénylik az éjszaka, mint a nappal; a sötétség olyan, mint a világosság.
13 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
Bizony te alkottad veséimet, te takargattál engem anyám méhében.
14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
Magasztallak, hogy csodálatosan megkülönböztettél. Csodálatosak a te cselekedeteid! és jól tudja ezt az én lelkem.
15 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
Nem volt elrejtve előtted az én csontom, mikor titokban formáltattam és idomíttattam, mintegy a föld mélyében.
16 som Foster saa dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
Látták szemeid az én alaktalan testemet, és könyvedben ezek mind be voltak írva: a napok is, a melyeken formáltatni fognak; holott egy sem volt még meg közülök.
17 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
És nékem milyen kedvesek a te gondolataid, oh Isten! Mily nagy azoknak summája!
18 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vaagner — og end er jeg hos dig.
Számlálgatom őket: többek a fövénynél; felserkenek s mégis veled vagyok.
19 Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, maatte Blodets Mænd vige fra mig,
Vajha elvesztené Isten a gonoszt! Vérszopó emberek, fussatok el tőlem!
20 de, som taler om dig paa Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
A kik gonoszul szólnak felőled, és nevedet hiába veszik fel, a te ellenségeid.
21 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der staar dig imod;
Ne gyűlöljem-é, Uram, a téged gyűlölőket? Az ellened lázadókat ne útáljam-é?
22 med fuldt Had hader jeg dem, de er ogsaa mine Fjender.
Teljes gyűlölettel gyűlölöm őket, ellenségeimmé lettek!
23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
Vizsgálj meg engem, oh Isten, és ismerd meg szívemet! Próbálj meg engem, és ismerd meg gondolataimat!
24 Se, om jeg er paa Smertens Vej, og led mig paa Evigheds Vej!
És lásd meg, ha van-e nálam a gonoszságnak valamilyen útja? és vezérelj engem az örökkévalóság útján!

< Salme 139 >