Salme 139
1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. HERRE, du ransager mig og kender mig!
Herre! du har ransaget mig og kender mig.
2 Du ved, naar jeg sidder, og naar jeg staar op, du fatter min Tanke i Frastand,
Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra.
3 du har Rede paa, hvor jeg gaar eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle mine Veje.
4 Thi før Ordet er til paa min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen.
5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Haand paa mig.
Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand.
6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det.
7 Hvorhen skal jeg gaa for din Aand, og hvor skal jeg fly for dit Aasyn?
Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt?
Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! (Sheol h7585)
9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav,
10 da vil din Haand ogsaa lede mig der, din højre holde mig fast!
saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.
11 Og siger jeg: »Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!«
Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.
12 saa er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset.
13 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
Thi du ejede mine Nyrer; du skærmede om mig i Moders Liv.
14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel.
15 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb.
16 som Foster saa dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af dem var kommen.
17 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine Tanker; hvor stor er dog deres Sum!
18 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vaagner — og end er jeg hos dig.
Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.
19 Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, maatte Blodets Mænd vige fra mig,
Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig.
20 de, som taler om dig paa Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt.
21 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der staar dig imod;
Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o Herre! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig?
22 med fuldt Had hader jeg dem, de er ogsaa mine Fjender.
Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender.
23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker!
24 Se, om jeg er paa Smertens Vej, og led mig paa Evigheds Vej!
Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!
