Salme 137

1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, naar Zion randt os i Hu.

Ob rekah Babilonskih, ondi smo sedeli ter jokali, spominjajoč se Sijona.

2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

Na vrbe v deželi obesili smo strune svoje,

3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: »Syng os af Zions Sange!«

Dasì so tam hoteli od nas veselih pesmi, ki so nas odpeljavali vjete, in ki so mučili nas govoreč: Pojte nam katero pesmi Sijonskih.

4 Hvor kan vi synge HERRENS Sange paa fremmed Grund?

Kako bi bili peli pesem Gospodovo v tujcev deželi?

5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

Če pozabim tebe, Jeruzalem, pozabi naj se desnica moja.

6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

Jezik moj naj se mi prijemlje neba, ako se ne spominjam tebe, ako ne povzdigujem Jeruzalema nad glavo radosti svoje.

7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de raabte: »Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!«

Spomni se, Gospod, zoper Edomejce dneva Jeruzalemskega; kateri so rekli: "Razvalite, razvalite; dokler bode kaj podzidja v njem!"

8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

Rod Babilonski naj se pokončá; blagor mu, kdor ti bode povrnil hudodelstvo, katero si nam storil.

9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

Blagor, kdor zgrabi in razdrobi otroke tvoje ob skalo!