Salme 137

1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, naar Zion randt os i Hu.

KIT momoder ni kailan pilap en Papel akan o sangesang, ni at tamanda Sion.

2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

Kit langadar at arp akan nin tuka kan, me mi wasa o,

3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: »Syng os af Zions Sange!«

Pwe me sali kit edi inda, sen kaul, o sen pereperen ni at mamaiei: Komail wiai ong kit kaul apot duen Sion.

4 Hvor kan vi synge HERRENS Sange paa fremmed Grund?

Iaduen at pan kak wiada kaul ong Ieowa nan sap en men wai?

5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

Ma i pan monoke uk ala Ierusalem, pa i pali maun ap pil pan monokinokla.

6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

Lo i pan pas ong pan ngatangat ai, ma i solar pan taman uk adar, ma i solar pan peren kida Ierusalem mon meakaros.

7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de raabte: »Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!«

Maing Ieowa, kom kotin tamanda en men Edom ar lokolokaia ni ran apwal en Ierusalem: Kawela, kawela lao lel ong nan pwel!

8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

Toun Papel, morsued koe, re meid pai, me pan wiai ong uk duen me koe wiadar!

9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

Meid pai ir, me pan koledi noum seri pwelel o kasuk pasang nin takai!