Salme 137

1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, naar Zion randt os i Hu.

Ved Babels elvar, der sat me og gret, når me kom Sion i hug.

2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

På vier-runnarne der i landet hengde me harporne våre.

3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: »Syng os af Zions Sange!«

For der kravde dei som heldt oss fanga song av oss, og våre plågarar kravde gleda: «Syng åt oss av Sions songar!»

4 Hvor kan vi synge HERRENS Sange paa fremmed Grund?

Korleis kann me syngja Herrens song på framand jord?

5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

Um eg gløymer deg, Jerusalem, so gjev mi høgre hand må gløyma seg burt!

6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

Gjev tunga må hanga fast ved gomen min, dersom eg ikkje kjem deg i hug, dersom eg ikkje set Jerusalem yver mi høgste gleda.

7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de raabte: »Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!«

Herre, hugsa Edoms søner Jerusalems dag! dei som sagde: «Riv ned, riv ned, radt ned til grunnen!»

8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

Babels dotter, du øydelagde! sæl er den som gjev deg løn for den gjerning du gjorde imot oss!

9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

Sæl er den som tek og krasar dine småborn imot berget!