Salme 137

1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, naar Zion randt os i Hu.

Ved Babylons elver, der satt vi og gråt når vi kom Sion i hu.

2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

På vidjene der hengte vi våre harper;

3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: »Syng os af Zions Sange!«

for der krevde våre fangevoktere sanger av oss, våre plagere at vi skulde være glade: Syng for oss av Sions sanger!

4 Hvor kan vi synge HERRENS Sange paa fremmed Grund?

Hvorledes skulde vi synge Herrens sang på fremmed jord?

5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

Glemmer jeg dig, Jerusalem, da glemme mig min høire hånd!

6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

Min tunge henge fast ved min gane om jeg ikke kommer dig i hu, om jeg ikke setter Jerusalem over min høieste glede!

7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de raabte: »Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!«

Kom Jerusalems dag i hu, Herre, så du straffer Edoms barn, dem som sa: Riv ned, riv ned, like til grunnen i den!

8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

Babels datter, du ødelagte! Lykksalig er den som gir dig gjengjeld for den gjerning du gjorde mot oss.

9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

Lykksalig er den som griper og knuser dine spede barn imot klippen.