Salme 137

1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, naar Zion randt os i Hu.

David Hieremiae super flumina Babylonis illic sedimus et flevimus cum recordaremur Sion

2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

in salicibus in medio eius suspendimus organa nostra

3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: »Syng os af Zions Sange!«

quia illic interrogaverunt nos qui captivos duxerunt nos verba cantionum et qui abduxerunt nos hymnum cantate nobis de canticis Sion

4 Hvor kan vi synge HERRENS Sange paa fremmed Grund?

quomodo cantabimus canticum Domini in terra aliena

5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

si oblitus fuero tui Hierusalem oblivioni detur dextera mea

6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

adhereat lingua mea faucibus meis si non meminero tui si non praeposuero Hierusalem in principio laetitiae meae

7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de raabte: »Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!«

memor esto Domine filiorum Edom diem Hierusalem qui dicunt exinanite exinanite usque ad fundamentum in ea

8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

filia Babylonis misera beatus qui retribuet tibi retributionem tuam quam retribuisti nobis

9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

beatus qui tenebit et adlidet parvulos tuos ad petram