Salme 137

1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, naar Zion randt os i Hu.

Ke kut muta sisken infacl Babylon, Kut tung we ke kut esamak Zion.

2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

Kut srupusrak harp natusr Ulun sak willow su tu siskasr.

3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: »Syng os af Zions Sange!«

Elos su sruokkuti elos sap kut in on; Elos sap kut in akpwaryalos, Ac fahk, “Yuk soko on ke acn Zion kut in lohng.”

4 Hvor kan vi synge HERRENS Sange paa fremmed Grund?

Kut ac on fuka soko on nu sin LEUM GOD In sie facl sac?

5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

Lela tuh nga in tia sifil ku in srital ke harp Nga fin mulkinkomla, Jerusalem!

6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

Lela nga in tia sifil ku in on Nga fin tia esam kom, Nga fin tia nunku mu kom pa mwe insewowo yohk emeet luk uh!

7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de raabte: »Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!«

O LEUM GOD, esam ma mwet Edom elos tuh oru Ke len se sruhu acn Jerusalem. Esam lah elos tuh fahk, “Sukella! Sukella nwe ke musalsalu fin fohk uh!”

8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

Babylon, kom ac fah kunausyukla. Insewowo elos su fah folokin nu sum Ma kom tuh oru nu sesr —

9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

Su ac fah eisla tulik fusr nutuwos Ac sakunulos fin eot uh.