Salme 137

1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, naar Zion randt os i Hu.

Bò rivyè a Babylone yo, se la nou te chita. Nou te kriye, lè nou te sonje Sion.

2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

Sou pye sikrèn nan mitan li an, nou te pandye ap nou yo.

3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: »Syng os af Zions Sange!«

Paske la, ravisè nou yo te mande nou chante pou yo, e bouwo nou yo ak gwo kè kontan, t ap di: “Chante pou nou youn nan chanson Sion yo.”

4 Hvor kan vi synge HERRENS Sange paa fremmed Grund?

Kijan pou nou ta chante chan SENYÈ a nan yon peyi etranje?

5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

Si mwen ta bliye ou, O Jérusalem, kite men dwat mwen bliye kapasite li.

6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

Ke lang mwen kole rèd anlè bouch mwen, Si m pa ta sonje ou, si m pa ta leve Jérusalem wo, pi wo ke pi gwo plezi m yo.

7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de raabte: »Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!«

Sonje, O SENYÈ, kont fis a Édom yo, jou a Jérusalem nan, ke yo te di: “Raze l nèt! Raze l jis rive nan fondasyon li.”

8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

O fi a Babylone nan, Ou menm ki te devaste nou an, A la beni (sila) ki rekonpanse ou ak menm rekonpans ke ou te rekonpanse nou an va beni!

9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

A la beni (sila) ki sezi pitit ou yo, e ki kraze yo nan wòch la va beni!