Salme 137

1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, naar Zion randt os i Hu.

By rivers of Babylon — There we did sit, Yea, we wept when we remembered Zion.

2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

On willows in its midst we hung our harps.

3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: »Syng os af Zions Sange!«

For there our captors asked us the words of a song, And our spoilers — joy: 'Sing ye to us of a song of Zion.'

4 Hvor kan vi synge HERRENS Sange paa fremmed Grund?

How do we sing the song of Jehovah, On the land of a stranger?

5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

If I forget thee, O Jerusalem, my right hand forgetteth!

6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

My tongue doth cleave to my palate, If I do not remember thee, If I do not exalt Jerusalem above my chief joy.

7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de raabte: »Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!«

Remember, Jehovah, for the sons of Edom, The day of Jerusalem, Those saying, 'Rase, rase to its foundation!'

8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

O daughter of Babylon, O destroyed one, O the happiness of him who repayeth to thee thy deed, That thou hast done to us.

9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

O the happiness of him who doth seize, And hath dashed thy sucklings on the rock!