Salme 137

1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, naar Zion randt os i Hu.

On the floodis of Babiloyne there we saten, and wepten; while we bithouyten on Syon.

2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

In salewis in the myddil therof; we hangiden vp oure orguns.

3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: »Syng os af Zions Sange!«

For thei that ledden vs prisoners; axiden vs there the wordis of songis. And thei that ledden awei vs seiden; Synge ye to vs an ympne of the songis of Syon.

4 Hvor kan vi synge HERRENS Sange paa fremmed Grund?

Hou schulen we singe a songe of the Lord; in an alien lond?

5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

If Y foryete thee, Jerusalem; my riyt hond be youun to foryeting.

6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

Mi tunge cleue to my chekis; if Y bithenke not on thee. If Y purposide not of thee, Jerusalem; in the bigynnyng of my gladnesse.

7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de raabte: »Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!«

Lord, haue thou mynde on the sones of Edom; for the dai of Jerusalem. Whiche seien, Anyntische ye, anyntische ye; `til to the foundement ther ynne.

8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

Thou wretchid douyter of Babiloyne; he is blessid, that `schal yelde to thee thi yelding, which thou yeldidist to vs.

9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

He is blessid, that schal holde; and hurtle doun hise litle children at a stoon.