Salme 137

1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, naar Zion randt os i Hu.

Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: »Syng os af Zions Sange!«

Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

4 Hvor kan vi synge HERRENS Sange paa fremmed Grund?

Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de raabte: »Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!«

Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.