Salme 12

1 Til Sangmesteren. Efter den ottende. En Salme af David.

MAIN kom kotin jauaja, pwe me lelapok kan malaulaular, o me melel akan me malaulau ren aramaj akan.

2 HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn;

Irail kin lokaia likam, amen amen on men impa, re lokaiaki lol riapot.

3 de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.

Ieowa pan kotin ujada kil en au karoj me linkapin o lo, me kin lokaia wei ni aklapalap.

4 Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,

Me kin indinda: Lo atail, me kit pan pwai kida, o kil en au at me kit keleki; ij at kaun?

5 dem, som siger: »Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?«

Ieowa kotin majani: I pan uda, pweki kankaneraner en me luet akan o janejan en me jamama kan: I pan jauaja i, me kin inon ion.

6 »For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu staa op«, siger HERREN, »jeg frelser den, som man blæser ad.«

Majan en Ieowa me makelekeleta jilper, me kamakelekel kidar nan dal pwel en kijiniai pan pak iju.

7 HERRENS Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.

Komui Main, pan kotin pera irail, o jinjila mon di wet kokolata.

8 HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt. De gudløse færdes frit overalt, naar Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.

Pwe me japun kan pan totolar waja karoj, ma aramaj jued pukat kin kaunda aramaj akan.