Salme 12

1 Til Sangmesteren. Efter den ottende. En Salme af David.

MAING kom kotin sauasa, pwe me lelapok kan malaulaular, o me melel akan me malaulau ren aramas akan.

2 HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn;

Irail kin lokaia likam, amen amen ong men impa, re lokaiaki lol riapot.

3 de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.

Ieowa pan kotin usada kil en au karos me lingkaping o lo, me kin lokaia wei ni aklapalap.

4 Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,

Me kin indinda: Lo atail, me kit pan pwai kida, o kil en au at me kit keleki; is at kaun?

5 dem, som siger: »Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?«

Ieowa kotin masani: I pan uda, pweki kankangeranger en me luet akan o sangesang en me samama kan: I pan sauasa i, me kin inong iong.

6 »For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu staa op«, siger HERREN, »jeg frelser den, som man blæser ad.«

Masan en Ieowa me makelekeleta silper, me kamakelekel kidar nan dal pwel en kisiniai pan pak isu.

7 HERRENS Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.

Komui Maing, pan kotin pera irail, o sinsila mon di wet kokolata.

8 HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt. De gudløse færdes frit overalt, naar Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.

Pwe me sapung kan pan totolar wasa karos, ma aramas sued pukat kin kaunda aramas akan.