Salme 12

1 Til Sangmesteren. Efter den ottende. En Salme af David.

In finem, pro octava. Psalmus David. [Salvum me fac, Domine, quoniam defecit sanctus, quoniam diminutæ sunt veritates a filiis hominum.

2 HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn;

Vana locuti sunt unusquisque ad proximum suum; labia dolosa, in corde et corde locuti sunt.

3 de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.

Disperdat Dominus universa labia dolosa, et linguam magniloquam.

4 Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,

Qui dixerunt: Linguam nostram magnificabimus; labia nostra a nobis sunt. Quis noster dominus est?

5 dem, som siger: »Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?«

Propter miseriam inopum, et gemitum pauperum, nunc exsurgam, dicit Dominus. Ponam in salutari; fiducialiter agam in eo.

6 »For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu staa op«, siger HERREN, »jeg frelser den, som man blæser ad.«

Eloquia Domini, eloquia casta; argentum igne examinatum, probatum terræ, purgatum septuplum.

7 HERRENS Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.

Tu, Domine, servabis nos, et custodies nos a generatione hac in æternum.

8 HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt. De gudløse færdes frit overalt, naar Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.

In circuitu impii ambulant: secundum altitudinem tuam multiplicasti filios hominum.]