Salme 12

1 Til Sangmesteren. Efter den ottende. En Salme af David.

Til Sangmesteren; til Skeminith; en Psalme af David.

2 HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn;

Frels, Herre! thi de fromme ere borte; thi de trofaste ere blevne faa iblandt Menneskens Børn.

3 de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.

De tale Løgn, hver med sin Næste; med smigrende Læber, snart af et, snart af et andet Hjerte tale de.

4 Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,

Herren udrydde alle smigrende Læber, den Tunge, som taler store Ord,

5 dem, som siger: »Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?«

dem, som sige: Ved vor Tunge skulle vi faa Overhaand, vore Læber ere med os; hvo er vor Herre?

6 »For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu staa op«, siger HERREN, »jeg frelser den, som man blæser ad.«

For de elendiges Ødelæggelses Skyld, for de fattiges Jamren vil jeg nu staa op, siger Herren; jeg vil sætte en Frelse for den, som han fnyser ad.

7 HERRENS Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.

Herrens Ord ere rene Ord, ligesom Sølv, der er smeltet i en Ovn af Jord, lutret syv Gange.

8 HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt. De gudløse færdes frit overalt, naar Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.

Du, Herre! du vil bevare dem; du vil vogte os imod denne Slægt evindelig. De ugudelige færdes trindt omkring, naar Skarn ophøjes iblandt Menneskens Børn.