Salme 119
1 Salige de, hvis Vandel er fuldkommen, de, som vandrer i HERRENS Lov.
| אַשְׁרֵי תְמִֽימֵי־דָרֶךְ הַהֹלְכִים בְּתוֹרַת יְהֹוָֽה׃ |
2 Salige de, der agter paa hans Vidnesbyrd, søger ham af hele deres Hjerte,
| אַשְׁרֵי נֹצְרֵי עֵדֹתָיו בְּכׇל־לֵב יִדְרְשֽׁוּהוּ׃ |
3 de, som ikke gør Uret, men vandrer paa hans Veje.
| אַף לֹא־פָעֲלוּ עַוְלָה בִּדְרָכָיו הָלָֽכוּ׃ |
4 Du har givet dine Befalinger, for at de nøje skal holdes.
| אַתָּה צִוִּיתָה פִקֻּדֶיךָ לִשְׁמֹר מְאֹֽד׃ |
5 O, maatte jeg vandre med faste Skridt, saa jeg holder dine Vedtægter!
| אַחֲלַי יִכֹּנוּ דְרָכָי לִשְׁמֹר חֻקֶּֽיךָ׃ |
6 Da skulde jeg ikke blive til Skamme, thi jeg saa hen til alle dine Bud.
| אָז לֹא־אֵבוֹשׁ בְּהַבִּיטִי אֶל־כׇּל־מִצְוֺתֶֽיךָ׃ |
7 Jeg vil takke dig af oprigtigt Hjerte, naar jeg lærer din Retfærds Lovbud.
| אוֹדְךָ בְּיֹשֶׁר לֵבָב בְּלׇמְדִי מִשְׁפְּטֵי צִדְקֶֽךָ׃ |
8 Jeg vil holde dine Vedtægter, svigt mig dog ikke helt!
| אֶת־חֻקֶּיךָ אֶשְׁמֹר אַֽל־תַּעַזְבֵנִי עַד־מְאֹֽד׃ |
9 Hvorledes holder en ung sin Vej ren? Ved at holde sig efter dit Ord.
| בַּמֶּה יְזַכֶּה־נַּעַר אֶת־אׇרְחוֹ לִשְׁמֹר כִּדְבָרֶֽךָ׃ |
10 Af hele mit Hjerte søger jeg dig, lad mig ikke fare vild fra dine Bud!
| בְּכׇל־לִבִּי דְרַשְׁתִּיךָ אַל־תַּשְׁגֵּנִי מִמִּצְוֺתֶֽיךָ׃ |
11 Jeg gemmer dit Ord i mit Hjerte for ikke at synde imod dig.
| בְּלִבִּי צָפַנְתִּי אִמְרָתֶךָ לְמַעַן לֹא אֶחֱטָא־לָֽךְ׃ |
12 Lovet være du, HERRE, lær mig dine Vedtægter!
| בָּרוּךְ אַתָּה יְהֹוָה לַמְּדֵנִי חֻקֶּֽיךָ׃ |
13 Jeg kundgør med mine Læber alle din Munds Lovbud.
| בִּשְׂפָתַי סִפַּרְתִּי כֹּל מִשְׁפְּטֵי־פִֽיךָ׃ |
14 Jeg glæder mig over dine Vidnesbyrds Vej, som var det al Verdens Rigdom.
| בְּדֶרֶךְ עֵדְוֺתֶיךָ שַּׂשְׂתִּי כְּעַל כׇּל־הֽוֹן׃ |
15 Jeg vil grunde paa dine Befalinger og se til dine Stier.
| בְּפִקּוּדֶיךָ אָשִׂיחָה וְאַבִּיטָה אֹֽרְחֹתֶֽיךָ׃ |
16 I dine Vedtægter har jeg min Lyst, jeg glemmer ikke dit Ord.
| בְּחֻקֹּתֶיךָ אֶֽשְׁתַּעֲשָׁע לֹא אֶשְׁכַּח דְּבָרֶֽךָ׃ |
17 Und din Tjener at leve, at jeg kan holde dit Ord.
| גְּמֹל עַל־עַבְדְּךָ אֶחְיֶה וְאֶשְׁמְרָה דְבָרֶֽךָ׃ |
18 Oplad mine Øjne, at jeg maa skue de underfulde Ting i din Lov.
| גַּל־עֵינַי וְאַבִּיטָה נִפְלָאוֹת מִתּוֹרָתֶֽךָ׃ |
19 Fremmed er jeg paa Jorden, skjul ikke dine Bud for mig!
| גֵּר אָנֹכִי בָאָרֶץ אַל־תַּסְתֵּר מִמֶּנִּי מִצְוֺתֶֽיךָ׃ |
20 Altid hentæres min Sjæl af Længsel efter dine Lovbud.
| גָּרְסָה נַפְשִׁי לְתַאֲבָה אֶֽל־מִשְׁפָּטֶיךָ בְכׇל־עֵֽת׃ |
21 Du truer de frække; forbandede er de, der viger fra dine Bud.
| גָּעַרְתָּ זֵדִים אֲרוּרִים הַשֹּׁגִים מִמִּצְוֺתֶֽיךָ׃ |
22 Vælt Haan og Ringeagt fra mig, thi jeg agter paa dine Vidnesbyrd.
| גַּל מֵעָלַי חֶרְפָּה וָבוּז כִּי עֵדֹתֶיךָ נָצָֽרְתִּי׃ |
23 Om Fyrster oplægger Raad imod mig, grunder din Tjener paa dine Vedtægter.
| גַּם יָשְׁבוּ שָׂרִים בִּי נִדְבָּרוּ עַבְדְּךָ יָשִׂיחַ בְּחֻקֶּֽיךָ׃ |
24 Ja, dine Vidnesbyrd er min Lyst, det er dem, der giver mig Raad.
| גַּֽם־עֵדֹתֶיךָ שַׁעֲשֻׁעָי אַנְשֵׁי עֲצָתִֽי׃ |
25 I Støvet ligger min Sjæl, hold mig i Live efter dit Ord!
| דָּבְקָה לֶעָפָר נַפְשִׁי חַיֵּנִי כִּדְבָרֶֽךָ׃ |
26 Mine Veje lagde jeg frem, og du bønhørte mig, dine Vedtægter lære du mig.
| דְּרָכַי סִפַּרְתִּי וַֽתַּעֲנֵנִי לַמְּדֵנִי חֻקֶּֽיךָ׃ |
27 Lad mig fatte dine Befalingers Vej og grunde paa dine Undere.
| דֶּרֶךְ־פִּקּוּדֶיךָ הֲבִינֵנִי וְאָשִׂיחָה בְּנִפְלְאוֹתֶֽיךָ׃ |
28 Af Kummer græder min Sjæl, oprejs mig efter dit Ord!
| דָּלְפָה נַפְשִׁי מִתּוּגָה קַיְּמֵנִי כִּדְבָרֶֽךָ׃ |
29 Lad Løgnens Vej være langt fra mig og skænk mig i Naade din Lov!
| דֶּֽרֶךְ־שֶׁקֶר הָסֵר מִמֶּנִּי וְֽתוֹרָתְךָ חׇנֵּֽנִי׃ |
30 Troskabs Vej har jeg valgt, dine Lovbud attraar jeg.
| דֶּֽרֶךְ־אֱמוּנָה בָחָרְתִּי מִשְׁפָּטֶיךָ שִׁוִּֽיתִי׃ |
31 Jeg hænger ved dine Vidnesbyrd, lad mig ikke beskæmmes, HERRE!
| דָּבַקְתִּי בְעֵדְוֺתֶיךָ יְהֹוָה אַל־תְּבִישֵֽׁנִי׃ |
32 Jeg vil løbe dine Buds Vej, thi du giver mit Hjerte at aande frit.
| דֶּֽרֶךְ־מִצְוֺתֶיךָ אָרוּץ כִּי תַרְחִיב לִבִּֽי׃ |
33 Lær mig, HERRE, dine Vedtægters Vej, saa jeg agter derpaa til Enden.
| הוֹרֵנִי יְהֹוָה דֶּרֶךְ חֻקֶּיךָ וְאֶצְּרֶנָּה עֵֽקֶב׃ |
34 Giv mig Kløgt, saa jeg agter paa din Lov og holder den af hele mit Hjerte.
| הֲבִינֵנִי וְאֶצְּרָה תוֹרָתֶךָ וְאֶשְׁמְרֶנָּה בְכׇל־לֵֽב׃ |
35 Før mig ad dine Buds Sti, thi jeg har Lyst til dem.
| הַדְרִיכֵנִי בִּנְתִיב מִצְוֺתֶיךָ כִּי־בוֹ חָפָֽצְתִּי׃ |
36 Bøj mit Hjerte til dine Vidnesbyrd og ej til uredelig Vinding.
| הַט־לִבִּי אֶל־עֵדְוֺתֶיךָ וְאַל אֶל־בָּֽצַע׃ |
37 Vend mine Øjne bort fra Tant, hold mig i Live ved dit Ord!
| הַעֲבֵר עֵינַי מֵרְאוֹת שָׁוְא בִּדְרָכֶךָ חַיֵּֽנִי׃ |
38 Stadfæst for din Tjener dit Ord, saa jeg lærer at frygte dig.
| הָקֵם לְעַבְדְּךָ אִמְרָתֶךָ אֲשֶׁר לְיִרְאָתֶֽךָ׃ |
39 Hold borte fra mig den Skændsel, jeg frygter, thi dine Lovbud er gode.
| הַעֲבֵר חֶרְפָּתִי אֲשֶׁר יָגֹרְתִּי כִּי מִשְׁפָּטֶיךָ טוֹבִֽים׃ |
40 Se, dine Befalinger længes jeg efter, hold mig i Live ved din Retfærd!
| הִנֵּה תָּאַבְתִּי לְפִקֻּדֶיךָ בְּצִדְקָתְךָ חַיֵּֽנִי׃ |
41 Lad din Miskundhed komme over mig, HERRE, din Frelse efter dit Ord,
| וִיבֹאֻנִי חֲסָדֶךָ יְהֹוָה תְּשׁוּעָתְךָ כְּאִמְרָתֶֽךָ׃ |
42 saa jeg har Svar til dem, der spotter mig, thi jeg stoler paa dit Ord.
| וְאֶעֱנֶה חֹרְפִי דָבָר כִּֽי־בָטַחְתִּי בִּדְבָרֶֽךָ׃ |
43 Tag ikke ganske Sandheds Ord fra min Mund, thi jeg bier paa dine Lovbud.
| וְֽאַל־תַּצֵּל מִפִּי דְבַר־אֱמֶת עַד־מְאֹד כִּי לְמִשְׁפָּטֶךָ יִחָֽלְתִּי׃ |
44 Jeg vil stadig holde din Lov, ja evigt og altid;
| וְאֶשְׁמְרָה תוֹרָתְךָ תָמִיד לְעוֹלָם וָעֶֽד׃ |
45 jeg vil vandre i aabent Land, thi dine Befalinger ligger mig paa Sinde.
| וְאֶתְהַלְּכָה בָרְחָבָה כִּי פִקֻּדֶיךָ דָרָֽשְׁתִּי׃ |
46 Jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger uden at blues;
| וַאֲדַבְּרָה בְעֵדֹתֶיךָ נֶגֶד מְלָכִים וְלֹא אֵבֽוֹשׁ׃ |
47 jeg vil fryde mig over dine Bud, som jeg højligen elsker;
| וְאֶשְׁתַּעֲשַׁע בְּמִצְוֺתֶיךָ אֲשֶׁר אָהָֽבְתִּי׃ |
48 jeg vil udrække Hænderne mod dine Bud og grunde paa dine Vedtægter.
| וְאֶשָּֽׂא־כַפַּי אֶֽל־מִצְוֺתֶיךָ אֲשֶׁר אָהָבְתִּי וְאָשִׂיחָה בְחֻקֶּֽיךָ׃ |
49 Kom Ordet til din Tjener i Hu, fordi du har ladet mig haabe.
| זְכֹר־דָּבָר לְעַבְדֶּךָ עַל אֲשֶׁר יִֽחַלְתָּֽנִי׃ |
50 Det er min Trøst i Nød, at dit Ord har holdt mig i Live.
| זֹאת נֶחָמָתִי בְעׇנְיִי כִּי אִמְרָתְךָ חִיָּֽתְנִי׃ |
51 De frække haaned mig saare, dog veg jeg ej fra din Lov.
| זֵדִים הֱלִיצֻנִי עַד־מְאֹד מִתּוֹרָתְךָ לֹא נָטִֽיתִי׃ |
52 Dine Lovbud fra fordum, HERRE, kom jeg i Hu og fandt Trøst.
| זָכַרְתִּי מִשְׁפָּטֶיךָ מֵעוֹלָם ׀ יְהֹוָה וָאֶתְנֶחָֽם׃ |
53 Harme greb mig over de gudløse, dem, der slipper din Lov.
| זַלְעָפָה אֲחָזַתְנִי מֵרְשָׁעִים עֹזְבֵי תּֽוֹרָתֶֽךָ׃ |
54 Dine Vedtægter blev mig til Sange i min Udlændigheds Hus.
| זְמִרוֹת הָיוּ־לִי חֻקֶּיךָ בְּבֵית מְגוּרָֽי׃ |
55 Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, HERRE, jeg holdt din Lov.
| זָכַרְתִּי בַלַּיְלָה שִׁמְךָ יְהֹוָה וָאֶשְׁמְרָה תּֽוֹרָתֶֽךָ׃ |
56 Det blev min lykkelige Lod: at agte paa dine Befalinger.
| זֹאת הָיְתָה־לִּי כִּי פִקֻּדֶיךָ נָצָֽרְתִּי׃ |
57 Min Del er HERREN, jeg satte mig for at holde dine Ord.
| חֶלְקִי יְהֹוָה אָמַרְתִּי לִשְׁמֹר דְּבָרֶֽיךָ׃ |
58 Jeg bønfaldt dig af hele mit Hjerte, vær mig naadig efter dit Ord!
| חִלִּיתִי פָנֶיךָ בְכׇל־לֵב חׇנֵּנִי כְּאִמְרָתֶֽךָ׃ |
59 Jeg overtænkte mine Veje og styred min Fod tilbage til dine Vidnesbyrd.
| חִשַּׁבְתִּי דְרָכָי וָאָשִׁיבָה רַגְלַי אֶל־עֵדֹתֶֽיךָ׃ |
60 Jeg hasted og tøved ikke med at holde dine Bud.
| חַשְׁתִּי וְלֹא הִתְמַהְמָהְתִּי לִשְׁמֹר מִצְוֺתֶֽיךָ׃ |
61 De gudløses Snarer omgav mig, men jeg glemte ikke din Lov.
| חֶבְלֵי רְשָׁעִים עִוְּדֻנִי תּוֹרָתְךָ לֹא שָׁכָֽחְתִּי׃ |
62 Jeg staar op ved Midnat og takker dig for dine retfærdige Lovbud.
| חֲצֽוֹת־לַיְלָה אָקוּם לְהוֹדוֹת לָךְ עַל מִשְׁפְּטֵי צִדְקֶֽךָ׃ |
63 Jeg er Fælle med alle, der frygter dig og holder dine Befalinger.
| חָבֵר אָנִי לְכׇל־אֲשֶׁר יְרֵאוּךָ וּלְשֹׁמְרֵי פִּקּוּדֶֽיךָ׃ |
64 Jorden er fuld af din Miskundhed, HERRE, lær mig dine Vedtægter!
| חַסְדְּךָ יְהֹוָה מָלְאָה הָאָרֶץ חֻקֶּיךָ לַמְּדֵֽנִי׃ |
65 Du gjorde vel mod din Tjener, HERRE, efter dit Ord.
| טוֹב עָשִׂיתָ עִֽם־עַבְדְּךָ יְהֹוָה כִּדְבָרֶֽךָ׃ |
66 Giv mig Forstand og indsigt, thi jeg tror paa dine Bud.
| טוּב טַעַם וָדַעַת לַמְּדֵנִי כִּי בְמִצְוֺתֶיךָ הֶאֱמָֽנְתִּי׃ |
67 Før jeg blev ydmyget, for jeg vild, nu holder jeg dit Ord.
| טֶרֶם אֶעֱנֶה אֲנִי שֹׁגֵג וְעַתָּה אִמְרָתְךָ שָׁמָֽרְתִּי׃ |
68 God er du og gør godt, lær mig dine Vedtægter!
| טוֹב־אַתָּה וּמֵטִיב לַמְּדֵנִי חֻקֶּֽיךָ׃ |
69 De frække tilsøler mig med Løgn, men paa dine Bud tager jeg hjerteligt Vare.
| טָפְלוּ עָלַי שֶׁקֶר זֵדִים אֲנִי בְּכׇל־לֵב ׀ אֶצֹּר פִּקּוּדֶֽיךָ׃ |
70 Deres Hjerte er dorskt som Fedt, jeg har min Lyst i din Lov.
| טָפַשׁ כַּחֵלֶב לִבָּם אֲנִי תּוֹרָתְךָ שִׁעֲשָֽׁעְתִּי׃ |
71 Det var godt, at jeg blev ydmyget, saa jeg kunde lære dine Vedtægter.
| טֽוֹב־לִי כִֽי־עֻנֵּיתִי לְמַעַן אֶלְמַד חֻקֶּֽיךָ׃ |
72 Din Munds Lov er mig mere værd end Guld og Sølv i Dynger.
| טֽוֹב־לִי תוֹרַת־פִּיךָ מֵאַלְפֵי זָהָב וָכָֽסֶף׃ |
73 Dine Hænder skabte og dannede mig, giv mig Indsigt, saa jeg kan lære dine Bud!
| יָדֶיךָ עָשׂוּנִי וַֽיְכוֹנְנוּנִי הֲבִינֵנִי וְאֶלְמְדָה מִצְוֺתֶֽיךָ׃ |
74 De, der frygter dig, ser mig og glædes, thi jeg bier paa dit Ord.
| יְרֵאֶיךָ יִרְאוּנִי וְיִשְׂמָחוּ כִּי לִדְבָרְךָ יִחָֽלְתִּי׃ |
75 HERRE, jeg ved, at dine Bud er retfærdige, i Trofasthed har du ydmyget mig.
| יָדַעְתִּי יְהֹוָה כִּי־צֶדֶק מִשְׁפָּטֶיךָ וֶאֱמוּנָה עִנִּיתָֽנִי׃ |
76 Lad din Miskundhed være min Trøst efter dit Ord til din Tjener!
| יְהִי־נָא חַסְדְּךָ לְנַחֲמֵנִי כְּאִמְרָתְךָ לְעַבְדֶּֽךָ׃ |
77 Din Barmhjertighed finde mig, at jeg maa leve, thi din Lov er min Lyst.
| יְבֹאוּנִי רַחֲמֶיךָ וְאֶחְיֶה כִּי־תוֹרָתְךָ שַׁעֲשֻׁעָֽי׃ |
78 Lad de frække beskæmmes, thi de gør mig skammelig Uret, jeg grunder paa dine Befalinger.
| יֵבֹשׁוּ זֵדִים כִּי־שֶׁקֶר עִוְּתוּנִי אֲנִי אָשִׂיחַ בְּפִקּוּדֶֽיךָ׃ |
79 Lad dem, der frygter dig, vende sig til mig, de, der kender dine Vidnesbyrd.
| יָשׁוּבוּ לִי יְרֵאֶיךָ (וידעו) [וְיֹדְעֵי] עֵדֹתֶֽיךָ׃ |
80 Lad mit Hjerte være fuldkomment i dine Vedtægter, at jeg ikke skal blive til Skamme.
| יְהִי־לִבִּי תָמִים בְּחֻקֶּיךָ לְמַעַן לֹא אֵבֽוֹשׁ׃ |
81 Efter din Frelse længes min Sjæl, jeg bier paa dit Ord.
| כָּלְתָה לִתְשׁוּעָתְךָ נַפְשִׁי לִדְבָרְךָ יִחָֽלְתִּי׃ |
82 Mine Øjne længes efter dit Ord og siger: »Hvornaar mon du trøster mig?«
| כָּלוּ עֵינַי לְאִמְרָתֶךָ לֵאמֹר מָתַי תְּֽנַחֲמֵֽנִי׃ |
83 Thi jeg er som en Lædersæk i Røg, men dine Vedtægter glemte jeg ikke.
| כִּֽי־הָיִיתִי כְּנֹאד בְּקִיטוֹר חֻקֶּיךָ לֹא שָׁכָֽחְתִּי׃ |
84 Hvor langt er vel din Tjeners Liv? Naar vil du dømme dem, der forfølger mig?
| כַּמָּה יְמֵֽי־עַבְדֶּךָ מָתַי תַּעֲשֶׂה בְרֹדְפַי מִשְׁפָּֽט׃ |
85 De frække grov mig Grave, de, som ej følger din Lov.
| כָּרוּ־לִי זֵדִים שִׁיחוֹת אֲשֶׁר לֹא כְתוֹרָתֶֽךָ׃ |
86 Alle dine Bud er trofaste, med Løgn forfølger man mig, o hjælp mig!
| כׇּל־מִצְוֺתֶיךָ אֱמוּנָה שֶׁקֶר רְדָפוּנִי עׇזְרֵֽנִי׃ |
87 De har næsten tilintetgjort mig paa Jorden, men dine Befalinger slipper jeg ikke.
| כִּמְעַט כִּלּוּנִי בָאָרֶץ וַאֲנִי לֹא־עָזַבְתִּי פִקֻּדֶֽיךָ׃ |
88 Hold mig i Live efter din Miskundhed, at jeg kan holde din Munds Vidnesbyrd.
| כְּחַסְדְּךָ חַיֵּנִי וְאֶשְׁמְרָה עֵדוּת פִּֽיךָ׃ |
89 HERRE, dit Ord er evigt, staar fast i Himlen.
| לְעוֹלָם יְהֹוָה דְּבָרְךָ נִצָּב בַּשָּׁמָֽיִם׃ |
90 Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt, du grundfæsted Jorden, og den staar fast.
| לְדֹר וָדֹר אֱמוּנָתֶךָ כּוֹנַנְתָּֽ אֶרֶץ וַֽתַּעֲמֹֽד׃ |
91 Dine Lovbud staar fast, de holder dine Tjenere oppe.
| לְֽמִשְׁפָּטֶיךָ עָמְדוּ הַיּוֹם כִּי הַכֹּל עֲבָדֶֽיךָ׃ |
92 Havde din Lov ej været min Lyst, da var jeg omkommet i min Elende.
| לוּלֵי תוֹרָתְךָ שַׁעֲשֻׁעָי אָז אָבַדְתִּי בְעׇנְיִֽי׃ |
93 Aldrig i Evighed glemmer jeg dine Befalinger, thi ved dem holdt du mig i Live.
| לְעוֹלָם לֹא־אֶשְׁכַּח פִּקּוּדֶיךָ כִּי בָם חִיִּיתָֽנִי׃ |
94 Din er jeg, frels mig, thi dine Befalinger ligger mig paa Sinde.
| לְֽךָ־אֲנִי הוֹשִׁיעֵנִי כִּי פִקּוּדֶיךָ דָרָֽשְׁתִּי׃ |
95 De gudløse lurer paa at lægge mig øde, dine Vidnesbyrd mærker jeg mig.
| לִי קִוּוּ רְשָׁעִים לְאַבְּדֵנִי עֵדֹתֶיךָ אֶתְבּוֹנָֽן׃ |
96 For alting saa jeg en Grænse, men saare vidt rækker dit Bud.
| לְֽכׇל־תִּכְלָה רָאִיתִי קֵץ רְחָבָה מִצְוָתְךָ מְאֹֽד׃ |
97 Hvor elsker jeg dog din Lov! Hele Dagen grunder jeg paa den.
| מָה־אָהַבְתִּי תוֹרָתֶךָ כׇּל־הַיּוֹם הִיא שִׂיחָתִֽי׃ |
98 Dit Bud har gjort mig visere end mine Fjender, thi det er for stedse mit.
| מֵֽאֹיְבַי תְּחַכְּמֵנִי מִצְוֺתֶךָ כִּי לְעוֹלָם הִיא־לִֽי׃ |
99 Jeg er klogere end alle mine Lærere, thi jeg grunder paa dine Vidnesbyrd.
| מִכׇּל־מְלַמְּדַי הִשְׂכַּלְתִּי כִּי עֵדְוֺתֶיךָ שִׂיחָה לִֽי׃ |
100 Jeg har mere Forstand end de gamle; jeg agter paa dine Bud.
| מִזְּקֵנִים אֶתְבּוֹנָן כִּי פִקּוּדֶיךָ נָצָֽרְתִּי׃ |
101 Jeg holder min Fod fra hver Vej, som er ond, at jeg kan holde dit Ord.
| מִכׇּל־אֹרַח רָע כָּלִאתִי רַגְלָי לְמַעַן אֶשְׁמֹר דְּבָרֶֽךָ׃ |
102 Fra dine Lovbud veg jeg ikke, thi du underviste mig.
| מִמִּשְׁפָּטֶיךָ לֹא־סָרְתִּי כִּי־אַתָּה הוֹרֵתָֽנִי׃ |
103 Hvor sødt er dit Ord for min Gane, sødere end Honning for min Mund.
| מַה־נִּמְלְצוּ לְחִכִּי אִמְרָתֶךָ מִדְּבַשׁ לְפִֽי׃ |
104 Ved dine Befalinger fik jeg Forstand, saa jeg hader al Løgnens Vej.
| מִפִּקּוּדֶיךָ אֶתְבּוֹנָן עַל־כֵּן שָׂנֵאתִי ׀ כׇּל־אֹרַח שָֽׁקֶר׃ |
105 Dit Ord er en Lygte for min Fod, et Lys paa min Sti.
| נֵר־לְרַגְלִי דְבָרֶךָ וְאוֹר לִנְתִיבָתִֽי׃ |
106 Jeg svor en Ed og holdt den: at følge dine retfærdige Lovbud.
| נִשְׁבַּעְתִּי וָאֲקַיֵּמָה לִשְׁמֹר מִשְׁפְּטֵי צִדְקֶֽךָ׃ |
107 Jeg er saare ydmyget, HERRE, hold mig i Live efter dit Ord!
| נַעֲנֵיתִי עַד־מְאֹד יְהֹוָה חַיֵּנִי כִדְבָרֶֽךָ׃ |
108 Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, HERRE, og lær mig dine Lovbud!
| נִדְבוֹת פִּי רְצֵה־נָא יְהֹוָה וּֽמִשְׁפָּטֶיךָ לַמְּדֵֽנִי׃ |
109 Altid gaar jeg med Livet i Hænderne, men jeg glemte ikke din Lov.
| נַפְשִׁי בְכַפִּי תָמִיד וְתוֹרָתְךָ לֹא שָׁכָֽחְתִּי׃ |
110 De gudløse lægger Snarer for mig, men fra dine Befalinger for jeg ej vild.
| נָתְנוּ רְשָׁעִים פַּח לִי וּמִפִּקּוּדֶיךָ לֹא תָעִֽיתִי׃ |
111 Dine Vidnesbyrd fik jeg til evigt Eje, thi de er mit Hjertes Glæde.
| נָחַלְתִּי עֵדְוֺתֶיךָ לְעוֹלָם כִּֽי־שְׂשׂוֹן לִבִּי הֵֽמָּה׃ |
112 Jeg bøjed mit Hjerte til at holde dine Vedtægter for evigt til Enden.
| נָטִיתִי לִבִּי לַעֲשׂוֹת חֻקֶּיךָ לְעוֹלָם עֵֽקֶב׃ |
113 Jeg hader tvesindet Mand, men jeg elsker din Lov.
| סֵעֲפִים שָׂנֵאתִי וְֽתוֹרָתְךָ אָהָֽבְתִּי׃ |
114 Mit Skjul og mit Skjold er du, jeg bier paa dit Ord.
| סִתְרִי וּמָגִנִּי אָתָּה לִדְבָרְךָ יִחָֽלְתִּי׃ |
115 Vig fra mig, I, som gør ondt, jeg vil holde min Guds Bud.
| סוּרוּ־מִמֶּנִּי מְרֵעִים וְאֶצְּרָה מִצְוֺת אֱלֹהָֽי׃ |
116 Støt mig efter dit Ord, at jeg maa leve, lad mig ikke beskæmmes i mit Haab!
| סׇמְכֵנִי כְאִמְרָתְךָ וְאֶחְיֶה וְאַל־תְּבִישֵׁנִי מִשִּׂבְרִֽי׃ |
117 Hold mig oppe, at jeg maa frelses og altid have min Lyst i dine Vedtægter!
| סְעָדֵנִי וְאִוָּשֵׁעָה וְאֶשְׁעָה בְחֻקֶּיךָ תָמִֽיד׃ |
118 Du forkaster alle, der farer vild fra dine Vedtægter, thi de higer efter Løgn.
| סָלִיתָ כׇּל־שׁוֹגִים מֵחֻקֶּיךָ כִּי־שֶׁקֶר תַּרְמִיתָֽם׃ |
119 For Slagger regner du alle Jordens gudløse, derfor elsker jeg dine Vidnesbyrd.
| סִגִים הִשְׁבַּתָּ כׇל־רִשְׁעֵי־אָרֶץ לָכֵן אָהַבְתִּי עֵדֹתֶֽיךָ׃ |
120 Af Rædsel for dig gyser mit Kød, og jeg frygter for dine Lovbud.
| סָמַר מִפַּחְדְּךָ בְשָׂרִי וּֽמִמִּשְׁפָּטֶיךָ יָרֵֽאתִי׃ |
121 Ret og Skel har jeg gjort, giv mig ikke hen til dem, der trænger mig!
| עָשִׂיתִי מִשְׁפָּט וָצֶדֶק בַּל־תַּנִּיחֵנִי לְעֹשְׁקָֽי׃ |
122 Gaa i Borgen for din Tjener, lad ikke de frække trænge mig!
| עֲרֹב עַבְדְּךָ לְטוֹב אַֽל־יַעַשְׁקֻנִי זֵדִֽים׃ |
123 Mine Øjne vansmægter efter din Frelse og efter dit Retfærds Ord.
| עֵינַי כָּלוּ לִישׁוּעָתֶךָ וּלְאִמְרַת צִדְקֶֽךָ׃ |
124 Gør med din Tjener efter din Miskundhed og lær mig dine Vedtægter!
| עֲשֵׂה עִם־עַבְדְּךָ כְחַסְדֶּךָ וְחֻקֶּיךָ לַמְּדֵֽנִי׃ |
125 Jeg er din Tjener, giv mig Indsigt, at jeg maa kende dine Vidnesbyrd!
| עַבְדְּךָ־אָנִי הֲבִינֵנִי וְאֵדְעָה עֵֽדֹתֶֽיךָ׃ |
126 Det er Tid for HERREN at gribe ind, de har krænket din Lov.
| עֵת לַעֲשׂוֹת לַיהֹוָה הֵפֵרוּ תּוֹרָתֶֽךָ׃ |
127 Derfor elsker jeg dine Bud fremfor Guld og Skatte.
| עַל־כֵּן אָהַבְתִּי מִצְוֺתֶיךָ מִזָּהָב וּמִפָּֽז׃ |
128 Derfor følger jeg oprigtigt alle dine Befalinger og hader hver Løgnens Sti.
| עַל־כֵּן ׀ כׇּל־פִּקּוּדֵי כֹל יִשָּׁרְתִּי כׇּל־אֹרַח שֶׁקֶר שָׂנֵֽאתִי׃ |
129 Underfulde er dine Vidnesbyrd, derfor agted min Sjæl paa dem.
| פְּלָאוֹת עֵדְוֺתֶיךָ עַל־כֵּן נְצָרָתַם נַפְשִֽׁי׃ |
130 Tydes dine Ord, saa bringer de Lys, de giver enfoldige Indsigt.
| פֵּתַח דְּבָרֶיךָ יָאִיר מֵבִין פְּתָיִֽים׃ |
131 Jeg aabned begærligt min Mund, thi min Attraa stod til dine Bud.
| פִּֽי־פָעַרְתִּי וָאֶשְׁאָפָה כִּי לְמִצְוֺתֶיךָ יָאָֽבְתִּי׃ |
132 Vend dig til mig og vær mig naadig, som Ret er for dem, der elsker dit Navn!
| פְּנֵה־אֵלַי וְחׇנֵּנִי כְּמִשְׁפָּט לְאֹהֲבֵי שְׁמֶֽךָ׃ |
133 Lad ved dit Ord mine Skridt blive faste og ingen Uret faa Magten over mig!
| פְּעָמַי הָכֵן בְּאִמְרָתֶךָ וְֽאַל־תַּשְׁלֶט־בִּי כׇל־אָֽוֶן׃ |
134 Udløs mig fra Menneskers Vold, at jeg maa holde dine Befalinger!
| פְּדֵנִי מֵעֹשֶׁק אָדָם וְאֶשְׁמְרָה פִּקּוּדֶֽיךָ׃ |
135 Lad dit Ansigt lyse over din Tjener og lær mig dine Vedtægter!
| פָּנֶיךָ הָאֵר בְּעַבְדֶּךָ וְלַמְּדֵנִי אֶת־חֻקֶּֽיךָ׃ |
136 Vand i Strømme græder mine Øjne, fordi man ej holder din Lov.
| פַּלְגֵי־מַיִם יָרְדוּ עֵינָי עַל לֹא־שָׁמְרוּ תֽוֹרָתֶֽךָ׃ |
137 Du er retfærdig, HERRE, og retvise er dine Lovbud.
| צַדִּיק אַתָּה יְהֹוָה וְיָשָׁר מִשְׁפָּטֶֽיךָ׃ |
138 Du slog dine Vidnesbyrd fast ved Retfærd og Troskab saa saare.
| צִוִּיתָ צֶדֶק עֵדֹתֶיךָ וֶאֱמוּנָה מְאֹֽד׃ |
139 Min Nidkærhed har fortæret mig, thi mine Fjender har glemt dine Ord.
| צִמְּתַתְנִי קִנְאָתִי כִּֽי־שָׁכְחוּ דְבָרֶיךָ צָרָֽי׃ |
140 Dit Ord er fuldkommen rent, din Tjener elsker det.
| צְרוּפָה אִמְרָתְךָ מְאֹד וְֽעַבְדְּךָ אֲהֵבָֽהּ׃ |
141 Ringe og ussel er jeg, men dine Befalinger glemte jeg ikke.
| צָעִיר אָנֹכִי וְנִבְזֶה פִּקֻּדֶיךָ לֹא שָׁכָֽחְתִּי׃ |
142 Din Retfærd er Ret for evigt, din Lov er Sandhed.
| צִדְקָתְךָ צֶדֶק לְעוֹלָם וְֽתוֹרָתְךָ אֱמֶֽת׃ |
143 Trængsel og Angst har ramt mig, men dine Bud er min Lyst.
| צַר־וּמָצוֹק מְצָאוּנִי מִצְוֺתֶיךָ שַׁעֲשֻׁעָֽי׃ |
144 Dine Vidnesbyrd er Ret for evigt, giv mig indsigt, at jeg maa leve!
| צֶדֶק עֵדְוֺתֶיךָ לְעוֹלָם הֲבִינֵנִי וְאֶחְיֶֽה׃ |
145 Jeg raaber af hele mit Hjerte, svar mig, HERRE, jeg agter paa dine Vedtægter.
| קָרָאתִי בְכׇל־לֵב עֲנֵנִי יְהֹוָה חֻקֶּיךָ אֶצֹּֽרָה׃ |
146 Jeg raaber til dig, o frels mig, at jeg kan holde dine Vidnesbyrd!
| קְרָאתִיךָ הוֹשִׁיעֵנִי וְאֶשְׁמְרָה עֵדֹתֶֽיךָ׃ |
147 Aarle raaber jeg til dig om Hjælp og bier paa dine Ord.
| קִדַּמְתִּי בַנֶּשֶׁף וָאֲשַׁוֵּעָה (לדבריך) [לִדְבָרְךָ] יִחָֽלְתִּי׃ |
148 Før Nattevagtstimerne vaager mine Øjne for at grunde paa dit Ord.
| קִדְּמוּ עֵינַי אַשְׁמֻרוֹת לָשִׂיחַ בְּאִמְרָתֶֽךָ׃ |
149 Hør mig efter din Miskundhed, HERRE, hold mig i Live efter dit Lovbud!
| קוֹלִי שִׁמְעָה כְחַסְדֶּךָ יְהֹוָה כְּֽמִשְׁפָּטֶךָ חַיֵּֽנִי׃ |
150 De, der skændigt forfølger mig, er mig nær, men de er langt fra din Lov.
| קָרְבוּ רֹדְפֵי זִמָּה מִתּוֹרָתְךָ רָחָֽקוּ׃ |
151 Nær er du, o HERRE, og alle dine Bud er Sandhed.
| קָרוֹב אַתָּה יְהֹוָה וְֽכׇל־מִצְוֺתֶיךָ אֱמֶֽת׃ |
152 For længst vandt jeg Indsigt af dine Vidnesbyrd, thi du har grundfæstet dem for evigt.
| קֶדֶם יָדַעְתִּי מֵעֵדֹתֶיךָ כִּי לְעוֹלָם יְסַדְתָּֽם׃ |
153 Se min Elende og fri mig, thi jeg glemte ikke din Lov.
| רְאֵה־עׇנְיִי וְחַלְּצֵנִי כִּי־תוֹרָתְךָ לֹא שָׁכָֽחְתִּי׃ |
154 Før min Sag og udløs mig, hold mig i Live efter dit Ord!
| רִיבָה רִיבִי וּגְאָלֵנִי לְאִמְרָתְךָ חַיֵּֽנִי׃ |
155 Frelsen er langt fra de gudløse, thi dine Vedtægter ligger dem ikke paa Sinde.
| רָחוֹק מֵרְשָׁעִים יְשׁוּעָה כִּי־חֻקֶּיךָ לֹא דָרָֽשׁוּ׃ |
156 Din Barmhjertighed er stor, o HERRE, hold mig i Live efter dine Lovbud!
| רַחֲמֶיךָ רַבִּים ׀ יְהֹוָה כְּֽמִשְׁפָּטֶיךָ חַיֵּֽנִי׃ |
157 Mange forfølger mig og er mig fjendske, fra dine Vidnesbyrd veg jeg ikke.
| רַבִּים רֹדְפַי וְצָרָי מֵעֵדְוֺתֶיךָ לֹא נָטִֽיתִי׃ |
158 Jeg væmmes ved Synet af troløse, der ikke holder dit Ord.
| רָאִיתִי בֹגְדִים וָאֶתְקוֹטָטָה אֲשֶׁר אִמְרָתְךָ לֹא שָׁמָֽרוּ׃ |
159 Se til mig, thi jeg elsker dine Befalinger, HERRE, hold mig i Live efter din Miskundhed!
| רְאֵה כִּי־פִקּוּדֶיךָ אָהָבְתִּי יְהֹוָה כְּֽחַסְדְּךָ חַיֵּֽנִי׃ |
160 Summen af dit Ord er Sandhed, og alt dit retfærdige Lovbud varer evigt.
| רֹאשׁ־דְּבָרְךָ אֱמֶת וּלְעוֹלָם כׇּל־מִשְׁפַּט צִדְקֶֽךָ׃ |
161 Fyrster forfulgte mig uden Grund, men mit Hjerte frygted dine Ord.
| שָׂרִים רְדָפוּנִי חִנָּם (ומדבריך) [וּמִדְּבָרְךָ] פָּחַד לִבִּֽי׃ |
162 Jeg glæder mig over dit Ord som en, der har gjort et vældigt Bytte.
| שָׂשׂ אָנֹכִי עַל־אִמְרָתֶךָ כְּמוֹצֵא שָׁלָל רָֽב׃ |
163 Jeg hader og afskyr Løgn, din Lov har jeg derimod kær.
| שֶׁקֶר שָׂנֵאתִי וַאֲתַעֵבָה תּוֹרָתְךָ אָהָֽבְתִּי׃ |
164 Jeg priser dig syv Gange daglig for dine retfærdige Lovbud.
| שֶׁבַע בַּיּוֹם הִלַּלְתִּיךָ עַל מִשְׁפְּטֵי צִדְקֶֽךָ׃ |
165 Megen Fred har de, der elsker din Lov, og intet bliver til Anstød for dem.
| שָׁלוֹם רָב לְאֹהֲבֵי תוֹרָתֶךָ וְאֵֽין־לָמוֹ מִכְשֽׁוֹל׃ |
166 Jeg haaber paa din Frelse, HERRE, og jeg har holdt dine Bud.
| שִׂבַּרְתִּי לִישׁוּעָתְךָ יְהֹוָה וּֽמִצְוֺתֶיךָ עָשִֽׂיתִי׃ |
167 Min Sjæl har holdt dine Vidnesbyrd, jeg har dem saare kære.
| שָֽׁמְרָה נַפְשִׁי עֵדֹתֶיךָ וָאֹהֲבֵם מְאֹֽד׃ |
168 Jeg holder dine Befalinger og Vidnesbyrd, thi du kender alle mine Veje.
| שָׁמַרְתִּי פִקּוּדֶיךָ וְעֵדֹתֶיךָ כִּי כׇל־דְּרָכַי נֶגְדֶּֽךָ׃ |
169 Lad min Klage naa frem for dit Aasyn, HERRE, giv mig Indsigt efter dit Ord!
| תִּקְרַב רִנָּתִי לְפָנֶיךָ יְהֹוָה כִּדְבָרְךָ הֲבִינֵֽנִי׃ |
170 Lad min Bøn komme frem for dit Aasyn, frels mig efter dit Ord!
| תָּבוֹא תְחִנָּתִי לְפָנֶיךָ כְּאִמְרָתְךָ הַצִּילֵֽנִי׃ |
171 Mine Læber skal synge din Pris, thi du lærer mig dine Vedtægter.
| תַּבַּעְנָה שְׂפָתַי תְּהִלָּה כִּי תְלַמְּדֵנִי חֻקֶּֽיךָ׃ |
172 Min Tunge skal synge om dit Ord, thi alle dine Bud er Retfærd.
| תַּעַן לְשׁוֹנִי אִמְרָתֶךָ כִּי כׇל־מִצְוֺתֶיךָ צֶּֽדֶק׃ |
173 Lad din Haand være mig til Hjælp, thi jeg valgte dine Befalinger.
| תְּהִי־יָדְךָ לְעׇזְרֵנִי כִּי פִקּוּדֶיךָ בָחָֽרְתִּי׃ |
174 Jeg længes efter din Frelse, HERRE, og din Lov er min Lyst.
| תָּאַבְתִּי לִישׁוּעָתְךָ יְהֹוָה וְתוֹרָתְךָ שַׁעֲשֻׁעָֽי׃ |
175 Gid min Sjæl maa leve, at den kan prise dig, og lad dine Lovbud være min Hjælp!
| תְּֽחִי־נַפְשִׁי וּֽתְהַלְלֶךָּ וּֽמִשְׁפָּטֶךָ יַעְזְרֻֽנִי׃ |
176 Farer jeg vild som det tabte Faar, saa opsøg din Tjener, thi jeg glemte ikke dine Bud.
| תָּעִיתִי כְּשֶׂה אֹבֵד בַּקֵּשׁ עַבְדֶּךָ כִּי מִצְוֺתֶיךָ לֹא שָׁכָֽחְתִּי׃ |
