Salme 109
1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!
Neghmichilerning béshigha tapshurulup oqulsun dep, Dawut yazghan küy: — I medhiyemning Igisi Xudayim, jim turma!
2 Thi en gudløs, svigefuld Mund har de aabnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,
Mana rezillerning aghzi, mekkarlarning aghzi köz aldimda yoghan échildi; Ular yalghanchi til bilen manga qarshi sözlidi.
3 med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;
Nepretlik sözler bilen méni chulghap, Ular bikardin-bikar manga zerbe bermekte.
4 til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;
Muhebbitim üchün ular manga qarshi shikayetchi boldi, Men bolsam — duagha bérildim.
5 de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.
Yaxshiliqim üchün yamanliq, Söygüm üchün nepret qayturdi.
6 Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager staa ved hans højre,
Herbirining üstide rezil bir adem teyinligeysen, Uning ong yénida bir dewager tursun.
7 lad ham gaa dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;
U soraq qilin’ghanda eyibdar bolup chiqsun, Duasi gunah dep hésablansun.
8 hans Livsdage blive kun faa, hans Embede tage en anden;
Künliri qisqa bolsun, Mensipini bashqisi igilisun.
9 hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;
Baliliri yétim qalsun, Xotuni tul bolsun.
10 hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;
Oghulliri sergerdan tilemchi bolsun, Turghan xarabilikliridin nan izdep.
11 Aagerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;
Jazanixor uning igiliki üstige tor tashlisun, Méhnet ejrini yatlar bulap-talisun.
12 ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;
Uninggha méhribanliq körsitidighan birsi bolmisun, Yétim qalghan balilirigha iltipat qilghuchi bolmisun.
13 hans Afkom gaa til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt;
Uning nesli qurutulsun; Kéler ewladida namliri öchürülsun.
14 lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,
Ata-bowilirining qebihlikining eyibliri Perwerdigarning yadida qalsun, Anisining gunahi öchürülmisun.
15 altid være de HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,
Bularning eyibliri daim Perwerdigarning köz aldida bolsun, Shuning bilen U ularning nam-emilini yer yüzidin öchürüp tashlaydu.
16 fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;
Chünki [rezil kishi] méhribanliq körsitishni héch ésige keltürmidi, Belki ézilgen, yoqsul hem dili sunuqlarni öltürmekke qoghlap keldi.
17 han elsked Forbandelse, saa lad den naa ham; Velsignelse ynded han ikke, den blive ham fjern!
U lenet oqushqa amraq idi, Shunga lenet uning béshigha kélidu; Bext tileshke rayi yoq idi, Shunga bext uningdin yiraq bolidu.
18 Han tage Forbandelse paa som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;
U lenetlerni özige kiyim qilip kiygen; Shunga bular aqqan sudek uning ich-baghrigha, Maydek, söngeklirige kiridu;
19 den blive en Dragt, han tager paa, et Bælte, han altid bærer!
Bular uninggha yépin’ghan tonidek, Herdaim baghlan’ghan belwéghidek chaplansun.
20 Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.
Bular bolsa méni eyibligüchilerge Perwerdigarning békitken mukapati bolsun! Méning yaman gépimni qilghanlarning in’ami bolsun!
21 Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Naade, frels mig for dit Navns Skyld!
Biraq Sen, Perwerdigar Rebbim, Öz naming üchün méning teripimde bir ish qilghaysen, Méhir-muhebbiting ela bolghachqa, Méni qutquzghaysen;
22 Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vaander sig i mig;
Chünki men ézilgen hem hajetmendurmen, Qelbim xeste boldi.
23 som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;
Men quyash uzartqan kölenggidek yoqilay dep qaldim, Chéketke qéqiwétilgendek chetke qéqiwétildim.
24 af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;
Roza tutqinimdin tizlirim kétidu, Etlirim sizip kétidu.
25 til Spot for dem er jeg blevet, de ryster paa Hovedet, naar de ser mig.
Shunglashqa men ular aldida reswa boldum; Ular manga qarashqanda, béshini silkishmekte.
26 Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,
Manga yardemleshkeysen, i Perwerdigar Xudayim, Özgermes muhebbiting boyiche méni qutquzghaysen;
27 saa de sander, det var din Haand, dig, HERRE, som gjorde det!
Shuning bilen ular buning Séning qolungdiki ish ikenlikini, Buni qilghuchining Sen Perwerdigar ikenlikini bilsun.
28 Lad dem forbande, du vil velsigne, mine Uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;
Ular lenet oquwersun, Sen bext ata qilghaysen; Ular hujum qilishqa turghanda, xijalette qalsun, Biraq qulung shadlansun!
29 lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!
Méni eyibligüchiler xijalet bilen kiyinsun, Ular öz shermendilikini özlirige ton qilip yépinsun.
30 Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;
Aghzimda Perwerdigargha zor teshekkür-medhiye qaytürimen; Berheq, köpchilik arisida turup Uni medhiyileymen;
31 thi han staar ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.
Chünki hajetmenning jénini gunahqa békitmekchi bolghanlardin qutquzush üchün, [Perwerdigar] uning ong yénida turidu.
