Salme 109

1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!

Ki he Takimuʻa, ko e Saame ʻa Tevita. ‌ʻE ʻOtua ʻo ʻeku fakamālō, ʻoua naʻa ke fakalongo pē;

2 Thi en gudløs, svigefuld Mund har de aabnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,

He kuo mafaʻa ʻae ngutu ʻoe angahala mo e ngutu ʻoe kākā kiate au: kuo nau lea kovi kiate au ʻaki ʻae ʻelelo loi.

3 med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;

Naʻa nau kāpui foki au ʻaki ʻae ngaahi lea ʻoe taufehiʻa; mo nau tauʻi au taʻehanoʻuhinga.

4 til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;

Ko e meʻa ʻi heʻeku ʻofa kuo hoko ʻakinautolu ko hoku ngaahi fili: ka te u hangahanga lotu pe au.

5 de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.

Pea kuo nau totongi ʻaki kiate au ʻae kovi ki he lelei, mo e fehiʻa ki heʻeku ʻofa.

6 Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager staa ved hans højre,

Ke ke fakanofo ʻae tangata angakovi ke pule kiate ia: pea tuku ke tuʻu ʻa Sētane ʻi hono nima toʻomataʻu.

7 lad ham gaa dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;

‌ʻOka fakamaau ia, tuku ke halaia ia pea tuku ke hoko ʻene lotu ko e angahala.

8 hans Livsdage blive kun faa, hans Embede tage en anden;

Tuku ke siʻi pē hono ngaahi ʻaho; pea ke maʻu ʻe ha taha kehe ʻene ngāue.

9 hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;

Tuku ke tamai mate ʻene fānau, pea hoko ʻa hono uaifi ko e fefine kuo mate hono husepāniti.

10 hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;

Tuku ke ne maʻuaipē ʻene fānau, mo kole: pea tuku kenau kumi foki ʻenau mā mei honau ngaahi potu ʻoku lala.

11 Aagerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;

Tuku ke maʻu ʻe he fakamālohi ʻae meʻa kotoa pē ʻoku ʻaʻana; pea maumauʻi ʻe he kau muli ʻene ngāue.

12 ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;

‌ʻOua naʻa tuku ha taha ke manavaʻofa kiate ia: pea ʻoua naʻa tuku ha taha ke ʻofa ki heʻene fānau ʻoku tamai mate.

13 hans Afkom gaa til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt;

Tuku ke tuʻusi hono hako; pea ʻi he toʻutangata ʻe haʻu tuku ke tāmateʻi honau hingoa.

14 lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,

Ke manatuʻi ʻe Sihova ʻae hia ʻa ʻene ngaahi tamai; pea ʻoua naʻa tāmateʻi ʻae angahala ʻa ʻene faʻē.

15 altid være de HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,

Tuku maʻuaipē ia ʻi he ʻao ʻo Sihova, koeʻuhi ke ne tuʻusi honau fakamanatuʻi mei māmani.

16 fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;

Koeʻuhi naʻe ʻikai manatuʻi ʻe ia ke fakahā ʻae ʻofa, ka naʻa ne fakatanga ʻae tangata masiva mo paea, koeʻuhi ke ne tāmateʻi ʻaia ʻoku mafesi hono loto.

17 han elsked Forbandelse, saa lad den naa ham; Velsignelse ynded han ikke, den blive ham fjern!

Ko e meʻa ʻi heʻene ʻofa ki he kapekape, ko ia ke hoko ia kiate ia: ko e meʻa ʻi heʻene taʻefiefia ʻi he tāpuaki, ko ia ke mamaʻo ia ʻiate ia.

18 Han tage Forbandelse paa som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;

Ko e meʻa ʻi heʻene fakakofuʻaki ia ʻae kape ʻo hangē ko e kofu, ko ia ke hoko ia ki hono kete ʻo hangē ko e vai, pea hangē ko e lolo ki hono ngaahi hui.

19 den blive en Dragt, han tager paa, et Bælte, han altid bærer!

Ke tatau ia kiate ia mo e kofu ʻaia ʻoku ʻufiʻufi ʻaki ia, pea mo e noʻo ʻaia ʻoku nonoʻo ʻaki maʻuaipē ia.

20 Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.

Tuku eni ko e totongi ki hoku ngaahi fili meia Sihova, pea kiate kinautolu ʻoku nau lea ʻaki ʻae kovi ki hoku laumālie.

21 Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Naade, frels mig for dit Navns Skyld!

Ka ke fai ʻe koe maʻaku, ʻE Sihova ko e ʻEiki, koeʻuhi ko ho huafa: koeʻuhi ʻoku lelei hoʻo ʻaloʻofa, ke ke fakamoʻui au.

22 Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vaander sig i mig;

He ʻoku ou masiva mo paea, pea kuo lavea hoku loto ʻiate au.

23 som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;

Kuo u mole atu ʻo hangē ko e ʻata ʻoka fakaʻaʻau ke ʻosi ia: kuo feʻaveʻaki au ʻo hangē ko e fanga heʻe.

24 af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;

‌ʻOku vaivai hoku tui ʻi he ʻaukai: pea kuo mole ʻae sino ʻo hoku kakano.

25 til Spot for dem er jeg blevet, de ryster paa Hovedet, naar de ser mig.

Ne u hoko foki ko e manukiʻanga kiate kinautolu: ʻi heʻenau sio mai kiate au, naʻa nau kalokalo honau ʻulu.

26 Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,

Tokoniʻi au, ʻE Sihova ko hoku ʻOtua: ke ke fakamoʻui au ʻo hangē ko hoʻo ʻaloʻofa:

27 saa de sander, det var din Haand, dig, HERRE, som gjorde det!

Koeʻuhi ke nau ʻilo ko ho nima eni; pea ko koe, ʻE Sihova, kuo ke fai ia.

28 Lad dem forbande, du vil velsigne, mine Uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;

Tuku kenau kape, ka ke fakamonūʻia ʻe koe: ʻoka nau ka tuʻu hake, tuku ke nau mā; kae tuku ke fiefia ʻa hoʻo tamaioʻeiki.

29 lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!

Tuku ke kofu ʻa hoku ngaahi fili ʻaki ʻae mā, pea tuku kenau ʻufiʻufi ʻaki ʻakinautolu ʻa ʻenau puputuʻu, ʻo hangē ko e pulupulu.

30 Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;

Te u fakamālō lahi kia Sihova ʻaki hoku ngutu; ʻio, te u fakamālō kiate ia ʻi he lotolotonga ʻoe tokolahi.

31 thi han staar ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.

Koeʻuhi ʻe tuʻu ia ʻi he nima toʻomataʻu ʻoe masiva, ke fakamoʻui ia meiate kinautolu ʻoku nau fakahalaia hono laumālie.