Salme 109

1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!

Načelniku godbe, psalm Davidov. O Bog hvale moje, ne delaj se gluhega.

2 Thi en gudløs, svigefuld Mund har de aabnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,

Ker usta krivičnega in usta zvijačna so so odprla zoper mene; govorila so zoper mene z lažnjivim jezikom.

3 med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;

In z besedami sovražnimi so me obdali; pobijajo me po krivem.

4 til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;

Nasprotovali so mi za ljubezen mojo, s katero sem bil v molitvi,

5 de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.

Vračajoč mi hudo za dobro, in sovraštvo za ljubezen mojo.

6 Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager staa ved hans højre,

Daj mu krivičnega za gospoda, kateri mu naj nasprotujoč stoji na desni.

7 lad ham gaa dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;

Ko pride pred sodbo, odide naj obsojen; in molitev njegova bodi mu v greh.

8 hans Livsdage blive kun faa, hans Embede tage en anden;

Malo bodi dnî njegovih; drugi dobodi službo njegovo.

9 hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;

Otroci njegovi bodijo sirote, in vdova žena njegova.

10 hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;

In neprestano naj se klatijo in beračijo otroci njegovi, in iščejo naj miloščine iz krajev svojih zapuščenih.

11 Aagerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;

Odrtnik naj zagrabi, karkoli ima, in tujci naj uplenijo delo njegovo.

12 ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;

Ne bodi mu nikogar, da mu dobroto pomolí, in ne bodi ga, da izkaže milost sirotam njegovim.

13 hans Afkom gaa til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt;

Pokončan bodi zarod njegov, v drugem rodu bodi izbrisano njih ime.

14 lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,

V spominu bodi krivica očetov njegovih pri Gospodu; in greh matere njegove se ne izbriši.

15 altid være de HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,

Bodo naj vedno pred Gospodom, da iztrebi sè zemlje njih spomin.

16 fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;

Zato ker se ni domislil izkazovati milost, ampak preganjal je moža ubozega in potrebnega in žalujočega, da ga usmrti;

17 han elsked Forbandelse, saa lad den naa ham; Velsignelse ynded han ikke, den blive ham fjern!

In želel je, da ga zadene prokletstvo, in ni se veselil blagoslova, temuč, da naj bode daleč od njega.

18 Han tage Forbandelse paa som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;

Da se obleče s prokletstvom, kakor z oblačilom svojim, in da vnide kakor voda vanj, in kakor olje v kosti njegove

19 den blive en Dragt, han tager paa, et Bælte, han altid bærer!

Pridi mu, kakor sè suknjo naj se ogrinja, in kakor s pasom naj se opasuje z njim vedno.

20 Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.

To bodi plačilo nasprotujočih meni od Gospoda, in njih, kateri hudo govoré zoper dušo mojo.

21 Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Naade, frels mig for dit Navns Skyld!

Ti pa, o Gospod, izkazuj mi milost zavoljo imena svojega, ker je dobra milost tvoja, reši me.

22 Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vaander sig i mig;

Ker ubožen sem in potreben, in srce moje je prebodeno sredi mene.

23 som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;

Kakor senca, ko se nagiblje, odhajati sem primoran; kakor kobilico me podé.

24 af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;

Kolena moja se šibé od posta, in meso moje hujša, ker je pošla debelost.

25 til Spot for dem er jeg blevet, de ryster paa Hovedet, naar de ser mig.

Vrhu tega sem jim jaz v zasramovanje; ko me vidijo, majó z glavo svojo.

26 Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,

Pomagaj mi, o Gospod, Bog moj, reši me po milosti svoji.

27 saa de sander, det var din Haand, dig, HERRE, som gjorde det!

Spoznajo naj, da je ta roka tvoja, da si ti, Gospod, to storil.

28 Lad dem forbande, du vil velsigne, mine Uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;

Preklinjajo naj, ti blagoslavljaj; ko se osramoté, kateri so vstali, veseli se naj hlapec tvoj.

29 lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!

Z nečastjo naj se odenejo nasprotniki moji, in ogrnejo se naj kakor s plaščem sè sramoto svojo.

30 Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;

Slavil bodem močno z usti svojimi Gospoda, in sredi mnogih bodem ga hvalil.

31 thi han staar ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.

Ker stoji na desni siromaku, da ga reši njih, ki mu odsojajo življenje.